Annonce


Alt afgøres søndag – eller hvad?
RH_Damer-falster_31_040312_BP.jpg
Jannie Spelmann og resten af forsvaret bliver vigtig, når RH søndag kæmper for overlevelse. Foto: Brian Poulsen
Håndbold Rødovre Håndbolds 1. divisionsdamer skal spille en sand finale om overlevelse i 1. division på søndag efter de, som forventet, tabte til Skive fH med 33-16 søndag eftermiddag. En ulovlig spiller kan dog ændre alt dramatisk.

Der er lagt op til en sand gyser på søndag i håndboldens 1. division for damer. Nedrykningsdramaet er intakt, efter Tarm-Foersund hentede to point mod årets prygleknabe Øresund, og Rødovre tabte på udebane til ligaens tophold Skive fH.

Skive fH fik i løbet af anden halvleg at vide, at deres konkurrent i toppen, SønderjyskE, havde tabt, og at de derfor var rykket op. Derefter ”kunne de gå på vandet” med Rødovre-træner Maibritt Skeldrups ord.

Annonce

Spænding til det sidste. Efter kampen nedlagde Rødovre dog protest over, at Skive angiveligt skulle have benyttet en ulovlig spiller. Mere om det senere.

Stillingen før sidste runde er:

11. Tarm-Foersum 25 kampe 554-657 14 point

——————————————————–

12. Rødovre 25 kampe 518-657 13 point

13. Stilling/Skanderborg 24 kampe 573-650 13 point

To af de ubekendte i regnestykket er pointfordelingen i Stilling/Skanderborgs to kampe mod hold, der normalt burde slå dem komfortabelt, hvilket de begge(Lyngby og Bjerringbro red.) gjorde i sæsonens første opgør mellem holdene.

Hvis Tarm vinder. Derudover kommer resultatet af kampen mellem Rødovre og Tarm-Foersum. Såfremt jyderne vinder den kamp, skal Stilling/Skanderborg bruge to sejre for at overhale dem, mens Rødovre rykker ned.

Hvis kampen bliver uafgjort. Skulle kampen i Rødovre Stadionhal blive uafgjort, kan Stilling/Skanderborg med kun én sejr få lige så mange point som Tarm-Foersum, men da Tarm-Foersum er bedst i de indbyrdes opgør, skal Stilling/Skanderborg bruge én sejr og en uafgjort. Rødovre rykker i dette scenario stadig ned.

Hvis Rødovre vinder. Skulle Rødovre vinde deres kamp, overhaler de Tarm-Foersum. Stilling/Skanderborg kan igen komme á point med blot én sejr, men igen er de dårligere indbyrdes og skal derfor bruge en uafgjort og en sejr. Dermed rykker Tarm-Foersum ned.

Ny ubekendt. Søndag kom der en ny ubekendt ind i regnestykket. Mens Skive fH-spillerne jublede over deres triumf kom det frem, at Skives Maibritt Toft Hansen også havde deltaget i en U18-kamp i denne weekend, og derfor spillede ulovligt i 1. divisionskampen. Dette har Rødovre tænkt sig at klage over.

Hvis forbundet giver Rødovre Håndbold medhold i klagen, lyder vurderingen fra RH, at Rødovre bliver erklæret vinder af søndagens kamp. Dermed får de 2 point.

Nyt udgangspunkt. I så fald skal Tarm-Foersum vinde søndag for at overleve. Samme resultat skal Stilling/Skanderborg bruge, mens de selv skal hente to sejre. Man kan derfor spekulere i, at Tarm-Foersum og Stilling/Skanderborg håber, at klagen afvises.

Lige meget hvad bliver kampen søndag afgørende. Det eneste, der kan ændre sig, er udgangspunktet. Derfor skal Rødovre bruge den kommende uge på forberedelse på kampen søndag.

Hemmelighedskræmmeri. Med kampens vigtighed er det svært at lokke meget ud af Rødovre-træner Maibritt Skeldrup, der holder sine kort tæt til kroppen. Hun karakteriserer Tarm, som et hold, der står godt i forsvaret og kører på nogle kontraer. Derfor bliver tilbageløbet vigtigt for Rødovre.

En af nøglerne til sejr lykkedes det dog at presse ud af Rødovre-træneren, da hun efter Skive-kampen snakkede med Lokal Nyt:

”Et godt forsvar bundet sammen af Jannie Spelmann, Mette Bertolt og Maibritt Ranch,” lød det bestemt fra træneren, der samtidig kunne melde, at alle spillere var klar til kamp søndag.

”Alle er trætte. Jeg tror ikke, det er forskelligt fra hold til hold,” forklarede hun også, men ville ellers ikke ud med så meget mere.

Play-off er gevinsten. Gevinsten alle holdene spiller om, er deltagelse i det play-off-spil om overlevelse, der afholdes, når der kan sættes to streger under facit ved tabellen.

Her mødes tre hold fra 1. division med tre hold fra 2. division. En forsigtig vurdering lyder på mindst en 50 % chance for overlevelse for Rødovre. Udover at 1. divisionsholdene traditionelt klarer sig godt, så får Rødovre evt. den fordel af at være et af de sidste hold, der skal i kamp. De får dermed en lille måneds restitution, mens de kan se deres modstandere an.

Håber på tilskuere. En ting vil Maibritt Skeldrup dog godt ud med. Hun håber på så mange som muligt på lægterne i Rødovre Stadionhal på søndag. Tidligere har et stort tilskueropbud rystet tophold som Lyngby, der måtte frem til det sidste sekund, før de kunne scoresejrsmålet til 15-14. En mindre sensation.

Derfor ønsker Skeldrup om opbakning søndag, hvor alt bliver afgjort – uanset hvad!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top