Annonce


Velkommen til virkeligheden
Blog - Årgang 93 Min generation er om nogen børn af velfærdsstaten. Vi er opvokset uden at skulle betale for lægebesøg, vi låner flittigt bøger på bibliotekerne, når vi skriver opgaver på den uddannelse, vi ligefrem får penge for at tage.

Vi har haft ordentlige veje at færdes på og mulighed for at gå til sport og i svømmehallen i vores fritid, og får vi en dag børn, regner vi med at kunne internalisere dem i institutioner, mens vi er ude og gøre karriere og realisere os selv.

Så et eller andet sted kan det vel ikke undre, at vi har en forventning om at disse ting er nogle, vi har krav på. Men nogle gange virker det alligevel som om vi er kommet til at tage disse ting så meget for givet, at vi har glemt værdien af dem, når vi selv skal være med til at betale festen.

Annonce

For når man som jeg selv når en alder, hvor indtægten stiger så meget, at man ikke kan trække det hele over frikortet, bliver man pludselig klar over, at disse ting – bogstavelig talt – har en pris, og forholdet til goderne bliver lidt anderledes. Vi begynder at undre os over systemets indretning, præcis hvad pengene går til og om det virkelig kan være rigtigt at skatterne er SÅ høje.

Det er altid sundt at reflektere over systemet – jeg skal da være den første til at bifalde at unge går op i andet end hvem, der har knaldet i Paradise – men jeg ville ønske, at vi unge nogle gange så tingene i et større perspektiv.
For jo vist, det er mange penge. Men jeg savner altså argumenter, der ikke tager udgangspunkt i, hvordan reglerne ville være gunstigere for lige præcis os selv, og jeg står af på brok over ikke at vide præcis, hvad alle ens skattekroner går til.

For ja, det virker dyrt og indviklet. Men sidstnævnte kunne vel løses ved at give de unge et kursus i at finde rundt i hovedkort, bikort, bundfradrag og bruttoskat.
Og bortset fra det kan man vel ikke andet at byde velkommen til virkeligheden – her koster det hele.
For hvis vi vil gøre skolegang, børnechecks, SU, diverse vacciner og skoletandlægebesøg op i kroner og ører, når en god del af os nok alligevel at blive folkepensionister, før det hele er betalt tilbage.

2 kommentarer om “Velkommen til virkeligheden”

  1. Hej Marie,

    Jeg har lidt svært ved at finde ud af hvad du vil med denne blog? Og tro mig, det er fint at lufte tanker og ikke have en drejebog for alt – lad os endelig få nogle flere løsrevne tanker istedet for fastforankrede holdninger. Men i så fald kunne det være federe at høre dine idéer til hvordan det skal hænge sammen? Du opfordre på én gang til at reflektere men mener modsat, at folk skal tage et større perspektiv – hvad mener du med det?

    Du skriver selv, at de fleste ikke når at betale tilbage. Faktisk er underskudet for den gennemsnitlige dansker 800.000 kr..

    Men jeg vil forsøge selv at stille nogle få spørgsmål som tager udgangspunkt i et andet perspektiv end det daglige:

    Hvem ejer de penge du tjener?

    Hvem ved bedst hvordan dit liv skal leves?

    Hvem ved bedst hvordan den lokale folkeskole skal ledes?

    Hvorfor skal vi give børnechecks? Skal vi betale folk for at få børn eller er det en del af deres pligt at kunne forsøge deres egne børn?

    Er det i virkeligheden den lærdom der er allervigtigst at give videre: ansvar for at kunne tage vare på dig selv, så du kan tage vare på andre.

    Hvorfor skal vi have SU? Når vi uddanner os går vi jo en rig fremtid i møde – skal vi ikke både være parate til at investere i vores egen fremtid og opmærksomme på omkostningerne herved?

    Kan det passe, at vi skal have så mange fradrag og skatter som dirigerer vores handlemuligheder eller er det vores egen ret, ansvar og pligt, at sørge for det?

    Nå bare nogle strøtanker. Glæder mig til at læse mere på din blog. Håber snart I får det nyhedsfeed op!

    Mvh
    Chris

  2. Marie Seestedt siger:

    Hej Chris

    Først og fremmest undskyld det urimeligt sene svar – må blankt indrømme at jeg har været alt for sløv til at holde øje med kommentarerne herinde.

    Nuvel, for mig hænger det at reflektere og se større principper sammen; jeg mener ganske enkelt, at vi i stedet for at se staten som en eller anden ond fremmedmagt, der månedligt stjæler halvdelen af vores indkomst, skal forsøge at se på de ting, der er med til at sikre, at vi lever i et velfungerende samfund.

    Min idé omkring, hvordan tingene bør være? I et, for mig idealistisk (og dybt rosenrødt) samfund har vi alle de samme muligheder for at blive præcis, hvad vi vil, og leve vores liv som vi ønsker det; uanset hvor vi er født, og hvad vores forældre beskæftiger sig med.

    Vi ejer selv de penge, vi tjener, og ved bedst selv, hvordan vores eget liv bør leves. Så enkelt kan det siges – og deri tror jeg egentlig, at vi er enige.

    Jeg mener blot, at vi for, at vi alle får mulighed for selv at vælge det liv, vi helst vil have, er nødt til at have en form for sikkerhedsnet i form af velfærdsstaten; ikke fordi vi har brug for en formynder eller tilsynsværge, men simpelthen fordi muligheden for at få mest muligt ud af vores tilværelse bliver langt større, hvis vi for eksempel kan tage den uddannelse, vi ønsker, eller har mulighed for at få behandling, når vi er syge – uanset om vi er børn af bankdirektører eller kontanthjælpsmodtagere.
    Og her synes jeg egentlig, at det, at vi lægger en pæn del af vores månedlige indkomst, er en mere en fair pris for, at vi alle kan leve trygt og godt.

    Det specifikke spørgsmål omkring børnechecks kan jeg godt se det problematiske i, hvis det er sat op på den måde. Men jeg vil hellere vende den om og spørge, om det bør være børnene, der i sidste ende skal bøde for at deres forældre ikke kan forsørge dem?
    (hvis alle forældre kan dette uden en børnecheck, kan nødvendigheden af denne naturligvis betvivles – men så er det jo en helt anden diskussion, vi er ude i)

    For mig er SU netop at investere i vores fremtid; fordi den betyder, at man er sikker på at have tag over hovedet og mad på bordet gennem hele sin uddannelse. Og hvis den mulighed betyder, at flere af os har mulighed for at tage en uddannelse, vinder vi vel alle i sidste ende.
    Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på at SU’en er en investering og ikke en del af en gavebod – og netop derfor bør vi være opmærksomme på, at de penge, vi senere skal lægge i skat, moms, fradrag osv. faktisk går til, at vi lever i et samfund, hvor vi giver muligheden for lige adgang til uddannelserne videre.

    Og nu mener jeg jo (jf. alt det ovenstående) at vi – hvis vi vender krævementaliteten og i stedet bliver bevidste omkring, hvorfor vores samfund er bygget op på denne måde og hvilken værdi, der ligger i det – faktisk får flere handlemuligheder af alle de skatter og fradrag, der normalt nævnes med foragt. Så jeg ville egentlig hellere høre, hvorfor du mener, at skatter og afgifter begrænser vores handlemuligheder? (hvis man altså ser bort fra, at man som godt betalt direktør kan føle sig begrænset af kun at have råd til to nye jakkesæt frem for fire.)

    For selvfølgelig kan og skal det diskuteres, hvor stor statens indblanding i vores daglige virke skal være, og hvor grænsen mellem sikkerhed og formynderi går. Ligesom diskussionen om hvorvidt velfærdsstaten bør justeres i en globaliseret verden også er relevant.

    Vi har i mine øjne ret til at leve som vi ønsker (selvfølgelig under hensyntagen til hinanden), ligesom vi har pligt til at tage vare på vores eget liv, samtidig med at vi i samfundet sørger for hinanden.
    Jeg mener, at netop et samfund, hvor denne ret og pligt følges ad, er det ideelle.
    Og den bedste forudsætning for dette, tror jeg personligt er, at vi i vores velfærdssamfund har nogle rammer, der betyder at vi uanset, hvor vi kommer fra, og hvilke ulykker, der kunne ramme os, et langt stykke hen ad vejen har mulighed for at leve det liv, vi ønsker.

    //Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top