Annonce


Tandløs indsats blev straffet
RMB-AaB_14_020212_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Det var en af Rødovres værste kampe i sæsonen, da AaB Ishockey torsdag skøjtede en sikker sejr hjem på 0-3 i Arenaen. Hjemmeholdets spillere virkede fuldstændig fraværende, og den tandløse og viljeforladte indsats blev prompte udnyttet af nordjyderne, der afgjorde matchen i anden periode.

Rødovre Mighty Bulls – AaB Ishockey 0-3
(0-0, 0-3, 0-0)
20:58 0-1 Jaroslav Kmit (Switzer, Bergman) pp1
25:24 0-2 Jonas Guldbæk (Nordentoft)
31:54 0-3 Robin Bergman (Kmit, Espersen)
Udv.: RMB 7×2, AaB 12×2
Skud: 21-25 (11-7, 3-15, 7-3)
Tilskuere: 1.111

Rødovres kæder:
Målmand: Sebastian Dahm
1. Emil Bigler – Morten Allesøe. Jannik Karvinen – Mike Berry – Adrian Ekström
2. Mike Rådde – Tobias Ruelykke. Michael Smidt – Rasmus Astrup – Andy Contois
3. Simon Grønvaldt – Sebastian Bergholt. Mike Daugulis – Mikael Christensen – Mathias Bau Hansen
4. Søren Pærregaard. Patrick Rasmussen – Ulrich Linnet

Annonce

Rødovre var uden Tobias Hansen og Mikkel Nielsen. Kampens hoveddommere var Jan Bigum og Rasmus Toppel.

1. periode
AaB fik allerede en udvisning efter 12 sekunder, da Jaroslav Kmit måtte ud for hooking på Mathias Bau. Andy Contois fik overtallets største chance i et skidt powerplay af tyrene.

Rødovre havde et rigtig flot angreb efter fire minutter med flere afslutninger til følge – blandt andet af Andy Contois og Søren Pærregaard. Kampen var i gang i en usædvanlig iskold skøjtearena.

Efter fem minutter var det Tomas Nadasdi, der måtte gå den tunge gang til straffeboksen. Han røg ud for interference. Men det efterfølgende overtal var igen uden nævneværdige episoder, idet Rødovre slet ikke fik etableret sig i AaBs zone. Skidt spil i speciel teams.

Den første halvdel af perioden var i øvrigt kendetegnet ved sløset spil og alt for lidt aggressivitet. Det gjorde det heller ikke nemmere, at dagens kamp stod i skærende kontrast til Odense-kampen (3.600 tilskuere) hvad angår publikum. I dag var der under gennemsnittet for hele sæsonen, og det hindrede naturligvis en god og solid støtte.

Mike Daugulis var ved at få listet pucken ind forbi AaBs ny målmand, slovenske Gasper Kroselj, efter 11 minutter, men canadierens afslutning gled forbi målet.

Søren Pærregaard fik Rødovres første udvisning, da han røg ud for interference efter 12 minutter. Rødovre gjorde det rigtig svært for AaB, der faktisk ikke fik nogen reel afslutning sat ind på Sebastian Dahm i målet.

Ulrich Linnet havde en god aktion med tre minutter til pause, men hans ellers udmærkede forsøg blev blokeret af målmanden. Tobias Ruelykke blev udvist i to minutter for tripping med to et halvt minut igen. Den var bestemt ikke så tydelig, som den åbenbart var for dommerne.

Andy Contois kom halvt igennem på en kontra, men hans afslutning blev sikkert reddet af Kroselj. 44 sekunder før tid blev Michael Smidt (roughing) og Daniel Madsen (holding) begge udvist i to minutter efter en infight foran Rødovres boks. Rødovre blev fuldtallige kort efter.

Mike Berry var næste mand i straffeboksen, da han fik to minutter for interference med 23 sekunder tilbage. Dommerne lod til at dømme lige livligt hårdt her kort før pausen.

Sebastian Dahm fik reddet periodens sidste forsøg, og spillerne gik til pause med 0-0 efter en lige periode med flere powerplay-muligheder til begge hold – men altså uden resultat.

2. periode
AaB startede perioden i overtal, og det gav pote for nordjyderne. Pucken blev kørt fint rundt ved blå linie, og et skud blev rettet af få meter fra Dahm. Pucken gik ind uden chance for Dahm, og stillingen var 0-1 efter lidt under et minut

AaB var igen farlige efter to minutter, men Sebastian Dahm reddede flot for tyrene. En uheldig start for holdet skulle vendes til noget positivt i form af større skarphed.

Mathias Christensen blev udvist efter tre minutter for holding, og det gav Rødovre chance på ny i powerplay. Men det var alt andet end prangende, det Rødovre lagde for dagen i overtal. Der manglede tydeligvis noget initiativ fra en eller flere spillere, når holdet er en mand i overtal.

Udeholdet øgede til 0-2 efter fem et halvt minut. Det var Jonas Guldbæk, der efter sløset Rødovre-spil bag målet fik foræret pucken få meter fra Dahm, og han udplacerede let målmanden med en smart finte. Nu var det for alvor op ad bakke for hjemmeholdet.

Kasper Degn havde et nærgående forsøg efter seks minutter, men det var Dahm, der p.t. holdt tyrene inde i isforestillingen. Rødovre var kommet på hælene i denne fase af kampen.

Jannik Karvinen havde hidtil været anonym i kampen, men han kom frem til en udmærket chance, da han i to mod en fik sendt pucken til blokering hos Kroselj. I den modsatte ende var det Rasmus Olsens tur til at få afsluttet, men igen var der en flot indgriben fra Dahm. En efterfølgende batalje førte til udvisninger til Tobias Ruelykke og Thomas Boll – begge for roughing.

Det var AaB, der havde momentum i fire mod fire med den tidligere Rødovre-spiller Ivan Dornic i spidsen. Mike Rådde måtte i et øjeblik til tælling på isen efter en nærkamp, men han var heldigvis hurtigt klar igen.

Tobias Ruelykke var søgt frem og var tæt på at styre en puck i mel efter ti minutter. Niveaumæssigt var det meget lig med første periode. Der manglede fart, vilje og kreativitet.

Og nordjyderne slog nok engang til med otte minutter til pausen. Det var Robin Bergman, der igen alt for let havde muligheden for at lægge pucken i mål. Dahm var udspillet efter en fin redning, men pucken blev ikke samlet op efterfølgende, og der var frit lejde til at udbygge føringen. 0-3.

Dahm foretog en fornuftig blokering med seks minutter igen. Der manglede tydeligvis ro på Rødovres spil, og det var de individuelle præstationer, der var i højsædet hos tyrene.

Contois fandt Ekström på modsatte stolpe, men svenskeren ikke frem til pucken, der gled forbi målet. Et lille positivt indslag i en ellers meget dårlig Rødovre-fase.

Mike Daugulis blev udvist for tripping med to et halvt minut igen. 21 sekunder senere blev Simon Grønvaldt udvist to minutter for roughing. AaB fik næsten to minutter i fem mod tre. Rødovre fightede fortrinligt i undertal og klarede sig fuldstændig fri.

Det var slut på en mareridtsagtig periode for Rødovre, der nu var bagud 0-3 mod et effektivt AaB-hold. Det var ikke kønt, det tyrene leverede på denne kolde ishockeyaften. Helt fortjent AaB-føring.

3. periode
Efter 40 sekunder fik Jaroslav Kmit to minutter for farligt spil med høj stok. Der blev vist fornuftige takter i powerplay, men pucken ville ikke passere målmanden, og dommerne undlod at dømme åbenlyse udvisninger i det ene hjørne. Heldet var bestemt ikke med Rødovre i aftenens kamp.

AaBs Rasmus Olsen fik to minutter for en albuetackling efter tre minutter. Ny chance til tyrene i powerplay – nøglen til at komme tilbage i denne match. Men det var bare ikke hjemmeholdets aften. Der blev aldrig etableret noget fornuftigt, og derfor kunne AaB’erne igen blive fuldtallig.

Dommerne dømte en helt korrekt udvisning på AaBs Antti Hulkkonen efter en clipping på Mike Berry, der var ved at skære ind foran målet. Der var ny udvisning – trukket af Andy Contois – til AaB. Det var Craig Switzer, der skulle ud for tripping. Rødovre fik fem mod tre i lidt under halvandet minut.

Rasmus Astrup havde den bedste mulighed, men hans skud gik få centimeter forbi kassen. Blot et sekund før AaB blev fuldtallige, blev holdet tildelt en ny to-minutters udvisning. Denne gang var det Daniel Madsen, der fik to plus to minutter for slashing og holding. Det var nu eller aldrig, hvis Rødovre skulle have point.

Simon Grønvaldt havde i de første to minutters powerplay den absolut største chance, da han bragede pucken på stolpen fra kanten af slottet. Tyrene fik som skrevet yderligere to minutter i overtal.

AaB blev fuldtallige i samme moment, som Rasmus Astrup tog sagen i egen hånd og trak en udvisning på Rasmus Olsen. Igen-igen muligheden for Rødovre i powerplay. Men, Rødovre spillede kampens nok værste to minutters overtal. Der var absolut intet, der fungerede for de unge tyre. Overtalstruslen var totalt fraværende. AaB blev fuldtallige med fire et halvt minut tilbage.

Mike Daugulis fandt lidt vilje frem et minut før tid, da han fik et godt gennembrud. Men hans afslutning blev nuppet af AaBs solide keeper.

Rødovres fjerdekæde blev sendt på isen i det sidste skift, og frustrationen lyste klart ud af de unge spillere.

Slut på 60 – for Rødovre – forfærdelige og mareridtslignende minutter. Undertegnede tøver ikke med at kalde kampen for en af Rødovres værste i denne sæson. Anden periode står hen som en af de dårligste i erindringen, og spillet i powerplay var totalt ubrugeligt.

Fortjent sejr til AaB, der fik lidt positivt ind i truppen efter nogle dages spekulation omkring fremtiden for den hårdt prøvede nordjyske klub. Hos Rødovre må der blive talt med store ord fra træner Brad Gratton i kølvandet på nederlaget. For der var ikke meget positivt at tage med fra en tandløs og uengageret indsats fra tyrenes stave.

Det var et kollektivt sammenbrud, og det må klart siges, at aftenens indsats vel næppe kan blive værre. Der er mulighed for oprejsning på mandag, når Herlev byder inden for til et spændende lokalderby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top