Annonce


Snu modstander venter
RMB-Herlev_01_301211_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey I næste uge begynder slutspillet i AL-Bank Ligaen. Inden da skal Rødovre en tur til Frederikshavn, og backen Emil Bigler bemærker, at frederikshavnerne er snu på hjemmebane. Mighty Bulls fortsætter kampen om tredjepladsen og kan gøre dette med fuldt mandskab.

Inden opgøret lørdag eftermiddag i Frederikshavn, har Rødovre 64 point på fjerdepladsen – der er fire point op til Herning på tredjepladsen. Kampen om den eftertragtede tredjeplads er derfor stadig i spil for tyrene. Frederikshavn er på syvendepladsen med 46 point. Der resteret blot to spillerunder.

Rødovre har vundet begge kampe i Frederikshavn i denne sæson – den ene dog på overtid. Derudover det blevet til én sejr og ét nederlag i egen hule.

Annonce

Vi har talt med Emil Bigler, der prøver at forklare, hvad der har kendetegnet sæsonens kampe mod de nordenfjords høge.

”Vi har haft fart på i alle 60 minutter i kampene og været klar fra start. Vi har spillet simpelt og haft overtaget mod dem indtil videre,” siger han og fortsætter.

”Frederikshavn er på hjemmebane gode til at få dommerne på deres side, og så er de nogle snu ræve. De er gode i powerplay og venter tålmodigt på chancerne.”

Kampen i Frederikshavn er den andensidste i grundspillet, inden det bliver alvor med første kvartfinalekamp på torsdag i næste uge.

”Vi har mange ting, vi prøver at rette ind inden slutspillet. Vi prøver at gøre os helt klar og forberede os bedst muligt, og så skal vi holde os til gameplanen. Vi skal ikke tænke på modstanderen, men kun os selv,” udtaler Bigler.

Bedst over syv kampe
Hvem, Rødovre skal møde i kvartfinalen, er fortsat 100 procent åbent. Det bliver enten Herlev, AaB Ishockey, EfB Ishockey eller Frederikshavn.

”Jeg vil nok helst møde Herlev, ligesom flere andre. Men det kan også blive AaB eller EfB, og vi kan slå dem alle. Alt kan ske i playoff, og det gælder om at være bedst over syv kampe. Det er det, det kommer an på, når det bliver alvor,” slutter Emil Bigler.

Cheftræner Brad Gratton pointerer ligesom Emil Bigler vigtigheden af at være på fra start.

”Vi har alle spillere klar, og vi går efter de tre point. Vi skal spille hårdt og aggressivt i 60 minutter. Alle skal være klar fra start og spille disciplineret,” siger canadieren.

Frederikshavn White Hawks mod Rødovre Mighty Bulls begynder allerede kl. 16 i Scanel Hockey Arena.

Vi vil have reaktioner fra kampen i Frederikshavn i løbet af søndag eftermiddag, ligesom der vil være en kort optakt til grundspillets sidste kamp. Den bliver spillet mandag aften ude mod Herning Blue Fox.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top