Annonce

Off-season
Blog - benzin i Blodet Som så meget andet sport har motorsport også en sæson. Vores ligger dog meget ulige delt, eftersom den afhænger meget af hvad du kører og hvor du kører.

Dog er man sikker på at januar er helt fri fra alt kørsel, mest grundet vejret, men også fordi det er der bilerne bliver udviklet, opdateret og renoveret på kryds og tværs.

Min egen sæson sluttede ret tidligt sidste år, da jeg fik karantæne allerede halvvejs igennem sæsonen. Jeg har faktisk ikke været ude og køre i otte måneder, hvilket jeg godt kan mærke efterhånden. Det kribler lidt under huden og grebet er noget strammere om rattet i personvognen end det plejer.

Annonce

Karantæne
Det var til DM 4 og 5 på Ring Djursland hvor mit temperament løb afsted med mig, hvilket resulterede i en straf hvor jeg fik fratrukket alle DM point den weekend og senere tre måneders karantæne. Det var en dom jeg tog imod uden at tage kampen op.

Min straf lød på ”Håndgemæng med andre deltagere” hvilket i sin helhed ikke er sandt, men delvist heller ikke forkert. Normalt er der en nul tolerence over for alle former for vold og trusler inden for motorsport, for det er lidt af en gentleman sport i sine yngre dage. Dog skulle jeg selv ende med at få sådan en straf, uden tidligere at have fået andet end advarsler for ”Alternative linjer”. det gælder jo om at være hurtigst.

Efter at havde været påkørt af en anden deltager, som jeg ikke alene kæmpede om DM titlen med, men også en konkurrent igennem flere løb og en ødelagt bil som resultat, var jeg ret irriteret da vi kom ind for at sige det mildt. Jeg gik over til ham og vi råbte med det helt store udråbstegn til hinanden. Til sidst ender diskussion med at jeg skubber til ham og går væk i frustration, hvor efter en offical griber fat i mig og jeg skubber mig væk og går videre.

Da jeg cirka et kvarter senere kommer tilbage får jeg en seddel i hånden og får at vide at jeg skal ind og snakke med løbsledelsen. Der får jeg meldingen at jeg var diskvalificeret for hele weekenden samt yderligere straf til diskussion!

Jeg var mildest talt målløs og anede ikke hvad jeg skulle gøre.

Cirka tre uger senere bliver jeg ringet op og får at vide at jeg står til tre måneders karantæne for min opførsel på Ring Djursland, men jeg kunne betale for at få det til vurdering efter sæsonen I stedet for en dom nu. De fleste ville nok havde kastet de 5.000 kr efter det og set om de kunne køre et Danmarks Mesterskab hjem, men jeg ved – og har set – hvordan det er endt for andre tidligere og valgte derfor at trække stikket og takke for sænonen 2011.

Jeg er efterfølgende blevet modtaget med meget forskellige meninger. De fleste synes ikke det var en fair straf, men undrer sig over hvorfor jeg ikke tog kampen op mod vores forbund, for at undgå karantæne. Sandheden er at der aldrig nogensinde er nogen som har vundet sådan en sag før, og jeg ville ikke satse mine 5.000 kr. på at jeg blev den første. Det er nu 8 måneder siden og jeg har stadigvæk ikke været ude og køre andet end lidt gokart.

Så jeg ser med stor glæde frem til at sidde med hjelmen trukket godt ned over hovedet og selerne godt spændt for at komme ud og køre race igen til april!

Tilbage til off-season aktiviteterne
Nu det er ude for sæsonen kan jeg lige så godt fortælle lidt om hvad vi racerkørere går og laver  når vi ikke er pakket ind fra top til tå i diverse brandhæmmende dragter. De fleste ville nok tro at man lå vandret nede i fitnesscenteret og at den stod på halvmaraton mindst tre gange om ugen. Sådan er livet også for dem som kører Formel 1 og Le Mans, men de mere humane som mig selv, vi passer vores arbejde, træner de samme fire gange om ugen, overvejer studiet vi skal søge ind og hvorhenne eller kigger efter lejlighed. En bytur eller to bliver det helt sikkert også blive til.
Faktisk er off-season en rigtig kedelig periode. Det er her man må affinde sig selv med at man rent faktisk er et helt almindelig menneske med normale problemer, altså lige indtil man skal finde ud af hvad man skal køre og hvor man skal køre henne. Og selvfølgelig det helt store spørgsmål – hvad er budgettet til ?

Jeg har heldigvis aldrig rigtigt haft svært ved at finde ud af hvad jeg gerne ville næste sæson. Jeg har altid været heldig at få en kontrakt på plads tidligt og allerede sæsonen inden det nye år har jeg besluttet mig for hvad jeg gerne vil, hvilket helt sikkert har lettet på den process det er at skifte klasse og serie!

Budget
Ja Achilleshælen for de fleste af os og ikke mindst mig selv. Motorsport er nok en af de dyreste sportsgrene i verden med så meget teknologi. Men ud over det som skal til, bare for at få en bil til at køre og holde distancen, er det vigtigste element rent faktisk hvor stor din pengetank er, i forhold til konkurrenterne.

Hvis man skal dele folk op i budgetklasser, så er jeg selv en low-budget driver, og har egentlig altid selv stået for rigtig mange ting på bilen. Jeg har selv været med til at servicere den og klargøre den før race. Jeg har bare været heldig at have sponsorere som kunne betale en del for mig og fået forhandlet nogle gode priser i hus. Dertil har jeg haft nogle utrolig støttende forældre som også har spyttet godt i kassen. Så er der vist ikke sagt for lidt i den sag!

Alt i alt er der aldrig en god periode at finde sponsorerer og slet ikke i Danmark, men off-season er det nemmere at ligge en større del af dit fokus på lige netop det punkt.

Træning
Det kan komme som en overraskelse for nogen måske, men motorsport er krævende om man så selv knokler for det eller har en motor med 300 hestekræfter. Det kræver faktisk at man er i fysisk god form og være fysisk stærk nok til at holde til det.

Det vigtigste for en racerkører er helt klart stærke nakkemuskler, ryg og skuldre, fordi det primært er det som bliver hårdest belastet. Udover det skal konditionen være i top.  Som med alt andet sport, hjælper det med at holde koncentrationen over længere perioder, og når det snildt kan nå op over 70 graders varme i bilen som man sidder i, i over en time ad gangen kan det let komme til at spille en stor rolle.

Udover den fysiske træning ude fra sæsonen, kan nogle ture i gokart på en indendørs bane også holde på køreformen, for at fange rytmen og rutinen igen. Det mange kører er begyndt på efterhånden er, at bruge penge på en racing-simulator så man kan sidde hjemme og øve sig på de forskellige baner man skal køre på igennem sæsonen, ikke at det er rigtig træning, men det kan give en klar fordel at kende banen godt ud fra en simulator frem for slet ikke at vide hvordan det ser ud.

Kommentarer

1 kommentar om “Off-season”

  1. Mie siger:

    Pøj Pøj – håber at off season forvandles til great season..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top