Annonce


Flot skalp til tyrene
RMB-Herlev_30_301211_BP.jpg
Rødovre-spillerne jubler i en tidligere kamp Foto: Brian Poulsen
Ishockey Det var en flot skalp, da Rødovre på udebane lørdag slog Frederikshavn 3-5 efter at have været bagud 3-1. ”Det var en kamp med høj intensitet,” siger Michael Smidt, der scorede to gange i kampen. Inden den sidste runde i grundspillet står det fast, at Rødovre ender på fjerdepladsen.

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 3-5
(3-1, 0-2, 0-2)
03:04 1-0 Andrew Sarauer (Schioldan, Jasecko)
04:54 1-1 Michael Smidt (Astrup, Grønvaldt)
08:11 2-1 Steffen K. Nielsen (Schioldan, Jonsson) pp1
12:00 3-1 Steffen K: Nielsen (Bech Christensen, Rumpel) pp1
30:50 3-2 Morten Allesøe (Christensen, Contois) pk1
34:28 3-3 Simon Grønvaldt (Astrup, Contois) pp1
45:16 3-4 Mike Berry (Bau, Karvinen)
59:44 3-5 Michael Smidt (Dahm, Rådde) pp1
Udv.: FWH 6×2, RMB 6×2 + 1×5 + 1×20 (Daugulis)
Skud: 35-29 (16-5, 10-12, 9-12)
Tilskuere: 979

Rødovres kæder ifølge al-bankligaen.dk:
Målmand: Sebastian Dahm
1. Simon Grønvaldt – Tobias Hansen. Andy Contois – Rasmus Astrup – Michael Smidt
2. Morten Allesøe – Emil Bigler. Mathias Bau Hansen – Mike Berry – Jannik Karvinen
3. Mike Rådde – Tobias Ruelykke. Adrian Ekström – Mikael Christensen – Mike Daugulis
4. Sebastian Bergholt – Søren Pærregaard. Ulrich Linnet – Mikkel Nielsen

Annonce

Rødovre tog en flot skalp lørdag eftermiddag, da de her kort før playoff snuppede alle tre point på udebane i Frederikshavn.

Tyrene kom bagud 3-1 allerede efter 12 minutter (blandt andet to mål af den tidligere Rødovre-spiller Steffen K. Nielsen), men herefter så holdet sig ikke tilbage og vendte stillingen i de næste to perioder. Måltavlen viste 3-5 efter 60 minutter, og sejren var en realitet.

”Det var en kamp med høj intensitet. I første periode straffede dommerne os hårdt for det, der skete. De får nogle mål i powerplay, og vi kommer lidt efter i første periode. I anden periode tager vi skeen i den anden hånd og får vendt spillet og spiller mere disciplineret. Vi får mere fart i skøjterne og kommer tilbage i powerplay,” siger kaptajn Michael Smidt og fortsætter.

”Tredje periode er ret åben. Begge hold undgår at lave fejl og udvisninger, og vi havde et klart overtag. Det var fuldt fortjent, at vi får point. Vi var lidt bedre i kampen.”

Smidt scorede det første og sidste af Rødovres mål. Det sidste var i tomt mål kort før tid, og han beskriver sin første scoring her.

”Vi kommer ned og får bid i deres zone. Simon Grønvaldt får en lidt halvkikset afslutning, og så ryger pucken over til mig på fjerneste stolpe, hvor jeg sætter den ind,” udtaler RMB-kaptajnen.

Playoff nært forestående
På trods af sejren er Rødovre ude af spillet om tredjepladsen, idet Herning vandt deres kamp mod Copenhagen. Kampen mod netop Herning mandag aften er dermed i realiteten betydningsløs rent stillingsmæssigt.

”Det er ikke en betydningsløs kamp, vi skal spille i Herning. Det er klart, at det ville være bedre at spille om tredjepladsen, men det er sidste kamp inden playoff, så vi skal få kørt systemerne på plads,” siger Smidt og fortæller om det forestående slutspil.

”I starten af august tænkte man, at der er meget længe til slutspillet. Men sæsonen går stærkt, og nu begynder det allerede om fire dage. Vi glæder os alle sammen, og det hårde arbejde, vi har leveret igennem sæsonen, kan nydes i nogle fede kampe. Det er fedt at være her nu, og vi skal spille nogle fantastiske kampe.”

Kaptajnen har ikke gjort sig store tanker omkring kvartfinalemodstanderen.

”Da vi ender på fjerdepladsen, må vi tage, hvad der kommer. Man har da nogle forhåbninger, men i og med, vi ikke selv kan vælge, så skal vi ikke spekulere i, hvilken modstander vi får. Vi tager det, som det kommer,” slutter Michael Smidt, der for tiden overvejer, om han skal forlænge sin kontrakt med Rødovre.

Rødovre spiller grundspillets 40. og sidste kamp, når holdet besøger Herning Blue Fox i en TV-kamp mandag kl. 19.30.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top