Annonce

En glad matchvinder
mathias-bau_RMB-Copenhagen_05_140212_BP.jpg
Mathias Bau blev matchvinder i kampen mod Copenhagen Hockey med en scoring i tredje periode Foto: Brian Poulsen
Ishockey Matchvinderen mod Copenhagen blev Mathias Bau, da han nettede med under syv minutter tilbage af kampen. Han forklarer glad om målet, der sendte tyrene på sejrskurs. Vi har også en kort kommentar fra reservemålmand Sebastian Feuk.

Mathias Bau Hansen lavede sin fjerde sæsonscoring for Rødovre i sejren over Copenhagen. Matchvinder-scoringen faldt med under syv minutter igen af opgøret. Han mener ikke, at gæsterne havde fortjent point.

”Jeg synes ikke, de havde så meget spil, men de udnyttede de chancer, de fik. Vi manglede selv koncentration i første periode, men det blev bedre undervejs,” siger den høje forward, der har fundet sin plads i denne sæson.

Annonce

Rødovre har vundet fem ud af fem mulige kampe mod naboerne, og det siger en del i sig selv.

”De er ikke bedre end os – heller ikke i dag, hvor vi ikke får udnyttet de mange chancer, vi har. Det var også en lidt blandet fornøjelse i powerplay,” udtaler Bau, der forklarer sin afgørende scoring.

”Mike Berry bliver smidt væk fra faceoff’en, og Jannik Karvinen kommer til. Han giver signal til, at han vil lægge pucken frem mod mål. Jeg får fat i pucken, men kommer lidt for tæt på baglinjen, og derfor kører jeg den mellem benene og får pucken ind ved stolpen. Målmanden troede måske, at jeg ville spille den videre.”

Pulsen kommer op
Matchen var præget af masser små infights og provokationer. Tændingen var i hvert fald tæt på det absolut maksimale.

”Sådan er det i de her kampe. Man får hurtigt pulsen op og køre på 100 procent, og der bliver gået til den,” slutter Mathias Bau, der slår fast, at tyrene forsat jagter ligaens tredjeplads. Herning vandt også til aften, og der er derfor stadig ét point op til jyderne, der har en kamp ekstra.

Reservemålmand Sebastian Feuk fik debut for Rødovre, men han vil nok helst glemme kampen med det samme. Den blot 18-årige målmand havde lukket tre mål ind efter 12 minutter og byttede med førstekeeper Sebastian Dahm.

”Det er svært at sige, hvad der går galt. Det er længe siden, jeg har været i kamp – senest til VM i Canada, så jeg var måske lidt rusten. Jeg var overbevist om, at jeg kunne levere en god indsats,” siger han med bitterhed i stemmen og slutter med følgende.

”Jeg var ellers ikke nervøs inden kampen og havde fået gode råd fra Dahm. Men det var ikke min bedste aften.”

Sebastian Dahm er vendt hjem
Dahm overtog dermed fra Feuk og lukkede et enkelt mål ind. Dahm, der netop er vendt hjem efter en god indsats for landsholdet i Norge. Vi spørger kort ind til præstationen i det norske.

”Det var fedt igen at spille med løven på brystet. Jeg spillede en fin kamp mod Frankrig, hvor der dog ikke var så meget at lave. Vi fører 3-1 inden tredje periode, så den var rimelig sikker. Jeg er meget tilfreds,” udtaler Dahm.

Han kæmper med den tidligere Rødovre-målmand Simon Nielsen om den tredje og sidste målmandsplads til VM i maj.

”Det står nok mellem Simon og mig. Vi kender hinanden godt fra mange tidligere lejligheder, så vi tager det stille og roligt. Vi har kendt hinanden helt tilbage fra junior, men jeg glæder mig til at se, om jeg kommer med. Det kunne være en stor oplevelse,” slutter Sebastian Dahm.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top