Annonce

De første udlændinge forlænger
mike-raadde_RMB-Copenhagen_19_140212_BP.jpg
Mike Rådde og Mike Daugulis er også at finde i Rødovre Mighty Bulls den kommende sæson Foto: Brian Poulsen
Ishockey De to udlændinge Mike Rådde og Mike Daugulis har underskrevet for henholdsvis ét og to år med Rødovre Mighty Bulls. Spillerne bliver dermed ottende og niende spiller på kontrakt med klubben i den kommende sæson.

Kontraktforlængelserne bare fortsætter og fortsætter hos Rødovre Mighty Bulls. Svenske Mike Rådde og canadiske Mike Daugulis fortsætter således for klubben i yderligere ét og to år.

”Nu har jeg været her i to sæsoner, og jeg trives godt i klubben og med de andre spillere. Så jeg er meget glad for at kunne forsætte her,” siger Mike Rådde og fortsætter.

Annonce

”De plejer altid at spørge lidt hjemmefra (Kalmar i Sverige, red.), om jeg har lyst til at komme tilbage, men jeg har det godt her, og det er meget mere attraktivt at spille i Rødovre end i den svenske 3. division.”

Canadier vil fortsætte udviklingen
Mike Daugulis har flere gange ytret sin store tilfredsstillelse ved at spille for Rødovre i den danske AL-Bank Liga. Nu er han sikret mindst to sæsoner mere for tyrene.

”Jeg glæder mig til at forsætte i Rødovre. Jeg er meget glad for at være her, og holder meget af de andre spillere, organisationen omkring holdet og vores fans,” lyder det.

Rødovres #39 er ikke i tvivl om, at han kan forbedre spillet endnu mere.

”Jeg vil forsætte med at forbedre mit spil. Jeg synes allerede, at jeg har udviklet mig meget, og det vil jeg forsætte med. Og så vil jeg gerne bidrage endnu mere til holdet,” siger Mike Daugulis.

Både Mike Rådde og Mike Daugulis er i gang med anden sæson for Rødovre Mighty Bulls og har med tiden udviklet sig til solide og vigtige spillere for Vestegnsklubben.

Med de to kontraktforlængelser er Rødovre nu oppe på at have ni spillere på plads til den kommende sæson 2012/13. Derudover hedder cheftræneren Brad Gratton også i de kommende to sæsoner.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top