Annonce


Viften blev til Abbey Road
WEB_timC-1.jpg
Tim Christensen sparkede sin turne for sin nye plade, Tim Christensen and The Damn Crystals, i gang i Viften, på en yderst gennemført aften. Foto: Helena I Byrgi
koncert Tim Christensen sparkede sin turne for sin nye plade, Tim Christensen and The Damn Crystals, i gang i Viften, på en yderst gennemført aften.

Af Martin Dan

Egentlig havde jeg forestillet mig, at denne artikel skulle være meget anderledes, men nogen gange er man bare heldig, at man får gaver, der gør alle planer smides bort og noget meget mere spændende opstår. I de snart 4 år jeg har skrevet for jer, ja der er gået 4 år kære læsere, har jeg ævlet om London lyd, og drømt om at få den stemning til Viften. Og endelig fik jeg den i sådan en grad, at jeg ville være et skarn, hvis jeg fokuserede på alt muligt andet.

Annonce

Super opvarmning.
Allerede ved aftenens opvarmning kunne vi fornemme, at vi havde en stor aften i vente. Tim C havde meget modigt valgt Freja Loeb som opvarmning, noget der på det tidspunkt lignede et gedigent selvmål. Hendes musikalske univers kan bedst beskrives som hvis The Smiths og Shakespeare Sisters, blev smeltet sammen til en helt ny eksistens. På ikke nørdesprog: Dejlig rå psykadelisk pop og glamrock, men med en fint produceret vokal, heldigvis helt fri fra nogen som helst skandinavisk klang. Det var rent britisk snit vi fik hele vejen igennem, og Freja leverede et perfekt sæt. Det var kort sagt sublimt, og Viften skal bare se og få hende ind som hovednavn hurtigst muligt. Hun dominerende scenen i sådan en grad, at havde Tim C lagt sig syg, og vi kun havde fået hende, så havde det stadig været en perfekt aften. Oddyssey hedder hendes cd, køb den!
Med sådan en start, kunne man godt frygte og forvente Tim C kun kunne skuffe. Men det hele gav jo mening, da han gik på scenen og hurtigt fik os overbevist om, at det hele var en del af et stort planlagt comeback, da han gik ind og matchede det høje niveau der var blevet lagt. Tim C er bedst når han forløser sig selv i Beatles inspireret, storladne rock arrangementer, på grænsen til det semi-heavy, der gerne må larme lidt, og det gav hans os rigeligt af.  Man kunne til gengæld godt have savnet flere af hans svulstige ballader, men der var dømt rockfest og Viften gyngede med.

De gode gamle. 
Sangene fra hans bedste plader, “Secrets on Parade” og “Honeyburst”, holder stadig max, er stadig de bedste og det var også herfra vi fik aftenens ubestridte højdepunkter, i form af “Whispering of the top of my lungs” i både ren heavy udgave og den originale, samt “Caterpillar”, der måske er den mest fascinerende og mest uhyggelige sang, skrevet i dansk musik.  At han spillede Superior, var aftenens eneste reelle lavpunkt, hvor man tænkte “nej nej nej hvorfor?”. Den sang, hele den plade, er simpelthen så ringe, at man skulle tro det var løgn, og sangen faldt da også fuldstændig igennem, denne aften, og fortjente egentlig ikke plads på en sætliste, der havde et højt internationalt snit. Ok indrømmer, publikum sang med og kunne lide den, så det er min helt egen holdning.
“Rødovre er mit semi-hood, og jeg har godt nok brændt nogle knallerter af herude i min ungdom, så det er en ære at starte her,” sagde Tim C undervejs fra scenen. Det var skam også en ære at have dig på besøg. Tak til både Tim og Freja for en gennemført aften, hvor Viften endelig blev til Abbey Road.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top