Powerplay sænkede Frederikshavn
RMB-Herlev_30_301211_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Med to mål i powerplay og en storspillende Sebastian Dahm i målet hentede Rødovre tre point mod Frederikshavn Whitehawks. Mathias Bau, Morten Allesøe og Mike Berry blev målscorerne i den første hjemmesejr i sæsonens fire opgør mellem de to hold.

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn Whitehawks: 3-0(0-0, 3-0, 0-0)

22:30) 1-0 Mathias Bau(Contois, Berry)PP1

Annonce

27:02) 2-0 Morten Allesøe(Ruelykke, Smidt)PP1

34:27) 3-0 Mike Berry(Daugulis, Ekstrom)

Udv: RMB: 5 x 2 min, FWH: 6 x 2 min.

Skudstatistik: 28-24. Tilskuertal: 1713

Fredag d. 13. startede for træner Brad Gratton med et afbud fra Jannik Karvinen, der havde beskadiget sin hånd. Han var derfor ikke med på isen, da Rødovre Mighty Bulls tog imod Frederikshavn Whitehawks. Han var derfor heller ikke på is til at hylde 100-kampsjubilaren Søren Pærregaard og månedens spiller Andy Contois.

Det var ikke kun Karvinen, der ufrivilligt måtte se på fra tribunerne. Rødovre manglende ligeledes Mike Rådde. Dog var Mathias Bau og Tobias Hansen tilbage efter deres tur med U20-landsholdet til A-VM i Canada.

Frederikshavn-træner Henrik Christensen måtte overleve uden  Mike Martin, Christian Schioldan, Andrew Sarauer og Kennie Christensen, der ligesom Rådde lider af en hjernerystelse.

Aggressiv start. Det forhindrede dog ikke gæsterne i at komme ud med aggressivitet og fart i skøjterne. Steffen Klarskov var første mand til at teste, om Sebastian Dahm var fokuseret fra start, og det var han.

Flere gange fandt Frederikshavn vej til slottet lige foran mål, hvor de på forskellige måder forsøgte at smide pucken ind bag ved Sebastian Dahm. Rasmus Bjerring forsøgte at sende den under armen på Rødovre-keeperen, der dog fik fat i nok af pucken til at kunne dirigere den forbi mål.

Efter de første minutter fik Rødovre dog ben at stå på, og begyndte at vindene nærkampene ved banden, samtidig med at de i den anden ende fik sendt pucken mod mål. Frederikshavn blev herefter lidt afventende og fik problemer med at spille sig væk fra banderne.

Udvisninger. Mens Rødovre havde masser spil, kneb det med at skabe de store chancer. Med få minutter tilbage kom der dog en del trafik omkring udvisnings-bænkene. Begge hold tog flere udvisninger i offensiv zone. Rødovre startede festen med en udvisning til Adrian Ekstrom.

Frederikshavn sendte pucken ind foran mål til en ofte fri mand, der en enkelt gang tvang Dahm til at finde et par pæne dobbeltredninger frem, inden hans backs kom og reddede kastanjerne ud af ilden. Ellers var afslutningerne for sølle til at aftvinge sved på Dahms pande.

Lige som udvisningen til Ekstrom udløb fik Frederikshavn ellers sat backen Mads Bech Christensen til skud, mens forwardsne fjernede Dahms udsyn. Bech kanonerede dog pucken et stykke forbi målet.

Så var det Rødovres tur til at være i overtal. Der gik dog ikke lang tid, før det blev til 4 mod 4, da Michael Smidt blev sendt ud for en charging. Endnu en udvisning til Frederikshavn sikrede dog et nyt powerplay, men det blev kun til et forsøg fra Andy Contois, der røg over mål.

Da begge hold var fuldtallige, og tiden var ved at løbe ud, fik Mikkel Nielsen en gylden mulighed, da han efter en to-mod-en mod Frederikshavns mål, havde fået Miroslav Lipovsky i Frederikshavn-målet til at lægge sig, men afslutningen endte i maven på Whitehawks-keeperen, i stedet for i nettet. Så holdene gik til pause med status quo: 0-0.

Powerplay-mål. Det tog dog ikke mange minutter af anden periode, før Rødovre fik ændret ved det. Rasmus Astrup skøjter forbi Domonic Leveille, der både tager en udvisning for hooking og lader Astrup komme forbi ham. Astrups aflevering ind foran mål bliver dog ikke omsat til mål.

Det gjorde det efterfølgende overtal til gengæld. Da Rødovre efter et par halve chancer foran mål fik omgrupperet. Pucken igen kom hen til Andy Contois fandt han sikkert Mathias Bau ved bagerste stolpe, hvor den hjemvendte VM-spiller let kunne smide pucken ind til 1-0.

Frederikshavn svarede straks igen. I det efterfølgende angreb sendte gæsterne folk mod nettet og en af de fremstormende Frederikshavnere fangede en returpuck fra Dahm halvvejs forbi keeperen, der med et fantastisk benspjæt bagud holdt pucken ude endnu engang. En redning direkte til samlingen af højdepunkter.

Astrup dominerede. Frederikshavn tog endnu en udvisning. Denne gang var det Rasmus Astrup, der tog fat. Først kørte han pucken ind i zonen og lagde den af til en fri Michael Smidt, der dog missede pucken. Derefter ville Astrup selv og fra en spids vinkel var han tæt på at sende gummiskiven op i hjørnet af målet, men ramte i stedet Lipovskis skulderpanser. Ekstorm kunne i kamp med en back ikke komme frem til returen.

Efter en omgang med Astrup, var det Allesøes tur. Fra en spids vinkel tog han et hårdt skud i hvad, der lignede en jagt på en returpuck til de to Rødovre-folk foran mål. Lipovsky gav dog ingen retur. Han reddede simpelthen ikke pucken, der fandt vej til nettet inden han nåede ned  med handsken.

Ingen Frederikshavn-kamp uden Mike Grey, der derefter besluttede sig for at drive sit hold frem. Første forsøg på en stor tackling bag Rødovre-målet, gik helt galt, da den back han ville tackle, for længst var smuttet. Grey fik derfor smagt grundigt på banden.

Kort efter trak den garvede kaptajn dog ikke blot en, men to udvisninger på Mike Berry, der til hyldest fra fansene satte sig ud i udvisningsboksen. På de efterfølgende 4 minutter fik Frederikshavn i nærheden af 40 sekunder i Rødovres zone.

Resten af tiden blev brugt på at hente pucken efter et pucktab til de hårdt arbejdende undertalskæder fra Rødovre, der endda fik skabt en kvart friløber til Andy Contois, der uden held forsøgte at runde Lipovsky.

Fra undertal til mål. Straks Mike Berry kom tilbage til kampen, fik Rødovre sat et pres op, og efter lidt hårdt arbejde foran mål af Daugulis og Ekstrom, skød Daugulis pucken hårdt ind på bladet af Mike Berry, der havde taget opstilling ved bagerste stolpe. Berry gjorde sin pligt og skubbede pucken ind i målet til en 3-0-føring.

Forståeligt mistede gæsterne lidt af luften her, og for resten af perioden var det Rødovre, der arbejdede sig til chancerne, med en enkelt undtagelse. En lidt heldig friløbet til Greg Janica blev aldrig et problem for Dahm, der med stokhandsken afviste skuddet.

Til stående applaus kunne Rødovre derfor forlade anden periode foran 3-0.

De sidste 20 minutters hockey blev en chancefattig omgang, hvor Frederikshavn forsøgte at opbygge et pres mod Rødovre-målet, men for det meste uden succes.

I stedet var det Rødovre, der fik bidt sig fast i Frederikshavn-zonen. Et længere pres fik Sumpen til at brøle legestue, mens Contois i to forsøg skød over mål.

Frederikshavns to eneste store forsøg i tredje periode, kom fra Thomas Søndergaard, der forsøgte på en kontra, og Jakub Rumpel, der fik en friløber. Afslutningen blev dog afvist af Dahm med gribehandsken.

Mod slutningen fik både hjemmehold og gæsterne et powerplay, uden at nogle af holdene fik skabt nogle nævneværdige chancer og i stedet løb tiden ud og Rødovre hentede 3 vigtige point i den indbyrdes kamp i top 4.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top