Annonce

Kære Læser
Blog - Skolen i livet Godt nytår! Så har RLN skudt deres nye internet avis i gang. Et initiativ, som gerne skulle være med til at præge debatten om vores by. Et sted for, om og til Rødovres borgere.

Jeg har fået den store ære af, at blive ”blogger” på den del af avisen som handler om Skolelivet i Rødovre.  Jeg hedder Christian Christensen. Jeg har selv barn på Valhøj Skole, hvor jeg også sidder i Skolebestyrelsen i 3. valgperiode.

Jeg kunne godt tænke mig, at denne blog skal være et forum, hvor man kan komme med sine tanker, ideer og oplevelser med skolelivet i Rødovre.

Annonce

Folkeskoleloven omtaler 3 parter: Lærere, elever og FORÆLDRE.

Desværre er min erfaring, at mange forældre er meget mere engagerede i deres børns fritidsinteresser end børnenes skole. Jo vist kommer man til forældremøde i klassen og til skole/hjemsamtale, og hvis vores lille pode er bagud i læsning, eller er blevet drillet, så er vi helt oppe på barrikaderne. Knap så meget hvis andre børn er bagud med læsning eller bliver drillet. Og når det drejer sig om de store linjer i Folkeskolen, så overlader man det raskt væk til andre at tage sig af.

Når vi i Skolebestyrelsen på Valhøj Skole indkalder til fælles arrangementer (1-2 gange årligt) for at få inspiration, kritik og feed-back på vores arbejde, og for at gøre skolen endnu bedre, så kommer der sjældent mere end 10-12 forældre. Det er ikke mange, når man tænker på, at der er 600 elever og langt de fleste har et sæt forældre.

Vi elsker vores børn – eller de fleste gør vel – men hvad er det der gør, at man fra de er 6 til de 16, ikke gider deltage mere end højst nødvendigt, i det som fylder mest i dit barns liv: Skolen!

Det kan selvfølgelig være, at det er fordi langt de fleste synes vi gør et fint stykke arbejde. Men det gør træneren på fodboldholdet vel også, men derfor sidder vi forældre alligevel på de piv-kolde lægter og får frost i de ædlere dele for at se lille Emil fare håbløst og forvirret rundt på grønsværen eller sidder på bænken og heller ikke denne lørdag fik spilletid. Men når der bliver kaldt til fællesmøde på skolen, så kommer man ikke. Og det til trods for at skolen frister med ost, rødvin og en stuetemperatur på 20 grader.

På Valhøj Skole bliver Skolebestyrelsen faktisk rigtigt ofte hørt. Og mange tiltag er startet i Skolebestyrelsen og senere blevet indført. Skolernes madordning startede med en beslutning på Valhøj Skole. Omlægningen af skoledistrikterne blev skudt i gang på Valhøj Skole. Valhøj Skole som idrætsprofil skole, var også i tæt samarbejde med Skolebestyrelsen og forvaltningen.

Vi har generelt nogle gode og moderne skoler i Rødovre Kommune og vi har en kommunalbestyrelse og et Børne- og Skoleudvalg, som er meget lydhør, driftigt og handlekraftigt når det kommer sig til skolerne og deres udvikling. Der indbydes til indflydelse, men alligevel vælger en stor del at undlade at bruge denne indflydelse. Hvorfor?

Personligt synes jeg, at det er møg-ærgerligt, at vi ikke får flertallet af forældrene med i denne proces. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der skal til fra Skolernes / skolebestyrelsernes side for at ruske lidt op i forældrene. Hvordan knytter vi forældrene tættere på skolen?

Tro det eller ej, men skolen har faktisk meget brug for engagerede forældre, og vigtigst, det har dit skolebarn faktisk også. Lagt under en promille på en hel årgang bliver professionelle fodboldspillere, men over 99 procent får en 9.klasse eksamen. Hvorfor ligger vi så mere krudt i fodboldklubben end i skolen?

Kommentarer

2 kommentarer om “Kære Læser”

  1. Flemming Lunde Østergaard Hansen siger:

    Kære Christian

    Allerførst tillykke med din nye blok. Jeg synes, at det er super, at du sætter fokus på folkeskolen i Rødovre. Og jeg synes også, at emnet med engagementet fra forældrenes side er velvalgt. Efter min mening er der nemlig ingen tvivl om, at forældrene spiller en vigtig rolle. Også sammenligningen med engagementet i børnenes fritidsliv er rammende. Her er det dog værd at nævne, at det langt fra er alle forældre der bakker lige meget op. Ikke desto mindre er sammenligningen relevant.

    En del af forklaringen på forskellen i engagementet kan være, at det har mere direkte konsekvenser for ens barn, hvis man ikke bakker op om fritiden, fx inden for sport. Sandsynligheden for at ens barn beholder sin plads på holdet er nok lidt større, hvis man er en af de forældre der bistår som hjælpetræner, bakker op ved forældreengagementer, kører ved udebanekampe, tager med til stævner og står i cafeteriet osv. Konsekvenserne ved manglende engagement i skolen er mere ulden.

    En del af løsningen kan derfor være, at skolerne i højere grad gør det klart for forældrene, hvad opbakning eller manglende opbakning betyder. Samtidig vil det være fint, hvis forældre, der ikke lige er til det med at holde møder, kan blive tildelt en rolle. Eksempelvis i form af løsning af praktiske opgaver på skolen.

  2. Mette siger:

    Spændende blog som jeg klart vil følge.

    Og selv om min den ældste kun er 3 år, har du netop givet mig blod på tanden i forhold til engagere mig i skolebestyrelsen, når han rammer skolealderen.

    Tak for det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top