Annonce


Dansk kultur blev straffet
Blog - Rundt om hockeyen Min kære redaktør, André Bentsen, har opfordret mig til at skrive en blog og det skal være om ishockey. Alt mellem himmel og jord indenfor sporten, som jeg ærlig talt også brænder for, hvis nogen skulle være i tvivl. Her er min første ishockey-blog, hvor jeg ser tilbage på den straf, som Rødovredrengene Mathias Bau og Jonas Sass fik under U20’s A-VM. For var det fair?

Under U20 VM fik fem danske spillere en spilledages karantæne af træner Todd Bjørkstrand.

Det skyldtes en episode, som efterhånden er blevet verdenskendt, men for de evt. uindviede handlede det kort om, at spillerne, med Rødovredrengen Jonas Sass i spidsen, gik ind i studiet og lavede skæg. Sass emitterede, han var træner og sagde blandt andet på engelsk: ”Vi kom som favoritter, men tabte alligevel 2-10,” mens gutterne i baggrunden skreg af grin. Der i blandt Rødovreknægten Mathias Bau samt Anders Schultz, der spillede et par sæsoner hos RSIK.

Annonce

Lidt mere fakta:

  • Danmark havde netop tabt 2-10 til Canada.
  • Drengene troede ikke, at der var et kamera som rullede.
  • Den såkaldte ’interviewer’ var deres guide.
  • Bjørkstrand meldte klart ud, at man ikke laver fis efter et nederlag, og slet ikke efter et stort nederlag. Der skal man angre, og alt andet er disrespekt. Derfor den forholdsvis hårde straf, som det må være at blive udelukket fra en VM-kamp.

Reaktioner fra den almene dansker har været blandet. Nogle synes det er ok, men langt de fleste synes, det er en overreaktion.

En af de større aviser fra Quebec skrev, at det var en overreaktion med den hårde straf. Skribenten mente, at det tydeligvis var en joke, og derfor ganske harmløst og nærmest befriende med humor fra en ishockeyspiller.

Min første holdning var soleklar. Rolig nu af hr. Bjørkstrand og sportschef Ulrik Larsen. Det er drenge, og den danske kultur er særdeles afslappet sammenlignet med Nordamerika, ja selv sammenlignet med vores naboer fra Sverige. Altså en total overreaktion fra de herrer fra den jyske Hede.

Men jeg har taget fejl tidligere, så lært af min erfaring har jeg rådført hos flere, som er tunge i gamet. I dag er min holdning ændret, og i dag er jeg glad for Bjørkstrand og Larsens prompte reaktion.

For det første er lille Danmark kommet over til et stort opsat A-VM, hvor der mindst var 9.000 tilskuere til Danmarks kampe. Arrangementet var super professionelt og intet overladt til tilfældigheder. Det var på højt niveau.
Selvom det 100% sikkert ikke var onde tanker hos Jonas Sass, og han slet ikke havde kedelige hensigter, så tager man altså pis på arrangørerne,  når man gasser efter en kæmpe sæk, som desværre ikke var den første af den slags for Danmark.

For det andet er der en anden kultur i Nordamerika, som mange ishockey-danskere ser op til og gerne vil tættere på i mange henseende. Især mht. at få flere spillere over til hockeylandet over dem alle. Så skal man den unde lynme’ vise, at man også kan indordne sig og ikke lave grin med et nederlag, for det gør man bare ikke i Nordamerika.

Jeg husker Morten Madsen fortalte mig fra sin tid hos Vicotoriaville Tigres i QMHJL:

”Jeg lærte at tage kiks og musik med på udebaneture, for tabte vi kampen, gik vores træner amok. Han råbte, skreg og nægtede os at tale sammen. Han ville have total ro, ingen måtte tænde lys og vi fik heller ikke aftensmad. Ofte skulle vi køre hjem eller videre til næste by i op mod 10 timer.”

Morten Madsens træner er ikke et særtilfælde, skal jeg lige slå fast.

Torben Schultz, som i dag arbejder for O2K, der er en form for agentbureau, sagde meget kontant:

”Med det show er de så godt som sikkert udelukket for at komme til at spille i Nordamerika fremover.”
”Træneren i Nordamerika tænker, hvis de reagerer sådan, hvordan vil de så ikke opføre sig under mig som træner. Dem skal jeg ikke nyde noget af.”

Anders Schultz er allerede i systemet i Nordamerika, og hans rolle er minimal i showet, så er kvaliteterne der og han ellers er et pragteksemplar i hverdagen, vil Torbens nevø Anders naturligvis forblive i Nordamerika. Og så kan det godt være, at Bau, Sass og de øvrige ikke har planer om et hockey-eventyr ’Over there’, men der er også en tredje vinkel.

Vores spillere i Nordamerika, uanset hvor de spiller lige fra OHL, A-VM til NHL, så er de ambassadører for dansk ishockey. I dag vil en klub i OHL, som er i tvivl, om de skal drafte en spiller fra Danmark eller eksempelvis Rusland eller Schweiz, fordi de er nogenlunde lige gode, vælge en dansker. Fordi:

1)      De taler godt engelsk
2)      De falder hurtigt ind i kulturen
3)      De holder kæft og arbejder stenhårdt
4)      De æder de mange nedture og uretfærdige beslutninger, som alle Nordamerikanske trænere tester dem med

Det har vores pionere bevist. De er gået forrest og har ikke vist nogen tegn på forkælelse eller kedelig adfærd. Det skal vi i Danmark værne om, og ikke spolere for de kommende stortalenter, som ønsker at prøve lykken i det hockey-barske Nordamerika.

RSIK har to gange holdt målmandscamp for ungdomsmålmænd fra hele Sjælland. Træneren på campen er Michael Lawrence, som til daglig er målmandstræner for Oshawa Generals i OHL og er konsulent for Team Canada. Han har de seneste fire år, fået draftet syv målmænd til NHL. Han kender om nogen til gamet og ved, hvad der skal til for at komme hele vejen i Nordamerika.
Ud over at han lægger vægt på talent, lærevillighed og vilje, så er nummer 1 for ham stadig… opførelse. Han spotter med det samme, om personligheden er ydmyg, lyttende, hjælpsom og en som går forrest på og udenfor isen. Han vil have pragteksemplarer, der rydder op i omklædningsrummet, siger undskyld, når en anden skubber til én og som bare er eksemplarisk hele vejen rundt. Det skal ligge i generne, og gør det ikke det, så skal man arbejde på det. Ellers har man ingen chance i nordamerikansk ishockey. Sådan er det bare.

Selvom jeg grinede højt, hyggede mig over Sass, som jeg holder enormt meget af, er det i bagklogskabens ulidelig klare lys, simpelthen for dumt gjort.

Lad Bjørkstrands straf være en lærestreg og øjneåbner for alle kommende danske stortalenter, og alle andre som får chancen for at repræsentere dansk ishockey på fornemmeste vis.

Vores kultur og opførelse er vigtig, og det skal vi lære – allerede ude i klubberne – inden vi sender vores dygtige spillere over sundet, ud med landsholdene eller sågar over Atlanten.
Men samtidig bør det også være en fast del af den teoretiske undervisning på U-landsholdene, hvordan man gebærder sig, uanset hvor man er eller hvem man er med i ishockey-sammenhæng, for vores forkælede børn og ofte helt forkvaklede forældre ved det desværre ikke altid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top