Annonce

60 minutters disciplin
bratt-gratton_RMB-SJYSKE13_061011_BP.jpg
Der var smil på læberne af Sebastian Dahm, Mike Berry og Brad Gratton(Billedet), da Rødovre Lokal Nyt fangede dem efter kampen. Foto: Arkiv
Ishockey Det var en bunke glade og veloplagte reaktioner Rødovre Lokal Nyt fik fra målscorer Mike Berry, Sebastian Dahm, der endnu engang holdt buret rent, og træner Brad Gratton. Alle tilskriver 60 minutters disciplin og hårdt arbejde sejren.

Det var en glad Mike Berry, der efter en omgang hyldest fra de trofaste fans snakkede med Rødovre Lokal Nyt efter kampen.

Han forklarede således, hvad der ændrede sig imellem den målløse første periode og anden periode, hvor Rødovre bringer sig foran 3-0:

Annonce

”Ikke meget. Vi bliver mere fokuseret på vores chancer. Vi havde et par i første periode. Men vi bliver ved med at arbejde. Så får vi målet i powerplay og vinder momentum. Derefter kommer der lidt fysisk spil. Jeg tog et par udvisninger. Det var nok lidt egoistisk af mig, men jeg fik den ”slemme dreng”,” grinte Mike Berry med henvisning til udvisningerne på Mike Grey.

Fysisk spil. Han var ifl. ham selv ikke alene med at levere i den fysiske afdeling fredag aften:

”Mange af drengene fik spillet godt fysisk i aften. Vores backs fik stoppet dem på nogle gode tidspunkter. Bau spillede rigtig godt og fysisk. Det var godt at se.”

To af de tre mål blevet scoret i powerplay på trods af nogle vigtige spilleres fravær:

”Vi mangler Karvi(Jannik Karvinen red.) og Rådde, så der var en del ændringer i powerplay’et. Den ene er lidt heldig, men vi brokker os ikke,” smilte en overskudsagtig Mike Berry, der heller ikke vil tage hele æren for sit mål:

”Jeg kommer direkte ud af boksen, og vi får en 3-mod-2. Så bliver der lidt kamp om pucken foran målet, så jeg søger mod bagerste stolpe. Jeg kan ikke se pucken, men jeg gør bare, som jeg er blevet lært som dreng, og sætter staven på isen. Så smed Dougie(Mike Daugulis red.) pucken ind på den,” fortalte den glade 3-0-målscorer.

En fantastisk ære. Også keeper Sebastian Dahm havde en begivenhedsfuld aften. Men da de 60 minutter var forvbi, var der endnu et shutout til Rødovre-keepere:

”Det er altid fedt at holde nullet. Det er noget specielt lige meget, hvor man er henne. Det er også derfor, jeg tager pucken med hjem, hver gang jeg holder nullet,” forklarede han og viste stolt kamppucken frem og fortsatte:

”En aften som i aften er en af dem man kommer til at huske. Specielt efter den behandling af fansene efter kampen. Det er helt fantastisk. En fantastisk ære. Jeg har selv været ungdomsspiller i klubben, og jeg har selv stået og råbt ældre spillere op, da jeg var mindre. Det er fantastisk at stå på den anden side.”

Han ser disciplinen og tålmodigheden som nøglerne til sejren:

”Vi spiller en fantastisk disciplineret kamp fra start til slut. Det er sådan noget, man snakker i starten af sæsonen, at vi skal spille 60 minutter. Vi skal holde disciplinen og tålmodigheden, og det er lige det, vi gør i dag. Nede fra mig over backerne op til forwardsne,” lød det fra Sebastian Dahm, der i anden periode måtte hente en superredning frem på en returpuck:

”Der kommer et skud fra venstre side, som jeg kun får halvklaret. Den ender lige på hans blad. Nogle gange er det ren refleks, at man sparker benet ud og prøver at dække så meget, man kan. Jeg får den så lige med tået eller et eller andet,” grinte han.

Sled dem ned. Holdindsatsen var også det, der begejstrede træner Brad Gratton mest:

”Alle bidrog. Fra fjerde til første kæde. Og så havde vi en god keeper. Fire kæder slider hold med en lille bænk ned. Det har altid troet på. Det tror jeg stadig på.”

Han noterede sig også en forskel mellem første og anden periode:

”I første periode er vi lidt rustne efter en uges pause. Som kampen skred frem, blev vi bedre og bedre. Vi spillede, som vi havde snakket om før kampen. Alle gjorde deres job,” lød det tilfreds fra træneren, der forklarede succesen i powerplay’et således:

”Vi havde snakket lidt om det før kampen, så vi prøvede nogle lidt forskellige ting. Vi havde Bau derude, og vi havde Berry på blå linje, så vi prøvede lidt forskelligt, og det virkede. I dag var vi bare på. I år har vi ikke haft et suverænt powerplay, men så er der kampe, hvor det går godt,” sluttede træneren, inden han sammen med resten af holdet skulle ud og nyde sejren med klubbens fans.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top