Annonce


Ældre mænd får hjælp til maden
annedorthe-aeldresagen_01_0.jpg
Annedorte Birk glæder sig til at lære byens ældre mænd at lave deres egen gode mad. Foto: Brian Poulsen
Glad for mad Ældre Sagen vil lære ældre mænd at lave mad.

Alt for mange ældre mænd ved ikke, hvordan man tilbereder et ordentligt måltid. De er måske blevet alene efter mange års ægteskab, eller har overtaget madlavningen i hjemmet, fordi hustruen af forskellige årsager ikke længere kan.
Færdigretter, dyre re- staurantbesøg og fejlernæring kan i sidste ende blive konsekvensen af den nye rolle som ufaglært kok.
Det vil Ældre Sagen nu lave om på.
“Vi har i forvejen mange tilbud, som især ældre kvinder gør brug af, men vi skal også tilbyde at hjælpe ensomme mænd og ældre mænd til en    bedre tilværelse. Det kan vi gøre ved at hjælpe dem, som er i en svær situation, og det kan det virkelig være, hvis man ikke kan lave mad,” forklarer Ældre Sagens formand i Rødovre, Yvonne Jørgensen.
Hun er derfor stolt af at kunne tilbyde medlemmerne et helt nyt kursus kaldet ‘Lettere madlavning for mænd’.
Kvinden med grydeskeen bliver Annedorte Birk.
“Der er en helt generation af mænd som aldrig har haft hjemkundskab i skolen, og aldrig har haft behov for at lave mad i hjemmet, fordi de har haft en mor eller hustru som har taget sig af dem. Der er sikkert også flere koner, som har holdt mændene væk fra gryderne, men mange står i dag med et problem, fordi de ikke kan klare sig selv eller passe en ægtefælle. Det kan kurset hjælpe med, siger hun.

Fællesskab
Madlavningskurset kommer til at foregå i køkkenet på Rødovre Skole, hver anden mandag fra klokken 17.00 til der ikke er brug for mere tid.
“Det er nemlig vigtigt, at man også får spist den mad man har lavet, og snakket lidt med de andre deltagere. På den måde kan kurset også give noget fællesskab, og et par smil, når man ser, at der er andre der har lige så svært ved at finde den rigtige gryde til komfuret,” siger Annedorte med et smil. Den første madlavningsgang bliver mandag den 9. januar og er for alle ældre mænd over 60 år.
“Man skal være på begynderstadiet, og man skal ikke slæbe konen med som bedrevidende,” griner Annedorte, der allerede har flere nemme retter på menukortet.
“Det bliver lettere nem madlavning, som kommer til at koste ca. 50 kroner per gang, alt afhængig af om den står på hakkebøffer, æbleflæsk eller stegt lever. Vi slutter nemlig hver gang af med at aftale, hvad vi skal lave til det næste kursus, så der skal nok blive foreslået nogle gamle danske retter, som ikke er alt for sunde kunne jeg forestille mig, men nu må vi se, chefkokken har jo også et ord at skulle have sagt,” slutter Annedorte Birk.
Hvis man vil vide mere om madlavningskurset kan hun kontaktes på tlf. 61 27 62 02. Og det gælder også, hvis man stadigvæk er lidt i tvivl om man passer ind.
“Kurset er lige dele socialt samvær og madlavning. Vi skal hygge os rigtig meget med at blive   bedre i køkkenet, og der er ingen fine franske ambitioner. Målet er, at deltagerne skal blive lidt mere sikre og selvhjulpne i deres eget køkken og møde andre i samme situation som dem selv,” understreger hun.

Annonce

                  Velbekomme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top