Annonce

Udfald blev afgørende
Håndbold Rødovres bedste håndbolddamer var foran ved pausen i den svære udekamp mod Nykøbing Falster, men utålmodighed i angrebsspillet kostede RH. Samtidig fik nogle af konkurrenterne i bunden point.

Nykøbing Falster – Rødovre: 25-17(8-9)

Det startede ellers meget godt for Rødovre Håndbolds 1. Divisionsdamer, da de i weekenden var på besøg hos Nykøbings Falster HK. Efter første halvleg kunne træner Poul Sørensen være ret tilfreds med tingenes gang:

Annonce

”Vi lykkedes rigtig godt med mange ting. Vi lykkedes rigtig godt forsvarsmæssigt. Vi kører lidt forskellige ting, både noget 3-2-1 og noget skæv 5-1,” fortæller han, inden han forklarer, hvad der i anden halvleg kostede Rødovre kampen:

”Forsvarsmæssigt er det okay i store dele af kampen. Der er lige nogle små udfald, der gør, at vi falder lidt fra hinanden,” udtaler han til Rødovre Lokal Nyt efter kampen. Han var bestemt ikke tilfreds med at lukke 25 mål ind:

”Det er ret meget, men som jeg sagde, så har vi to udfald. I starten af anden halvleg og i slutningen af anden halvleg,” siger han og fortsætter:

”Det er angrebsmæssigt, at man bliver utålmodig og derfor tager nogle chancer, der ikke lige er der, og derfor får de lov at køre kontra. Dem fik de rigtig mange af i anden halvleg.”

Rødovre havde sidste år som tophold stor glæde af at en bred bænk. I år er Rødovre oprykkere, og nu er det deres tur til at få at smage, hvordan en bredere trup kan afgøre kampe:

”Jeg tror, at de havde et fysisk overtag. De kunne skifte ud, uden at det betød så meget,” fortæller han.

Angrebet scorede kun 17 mål, hvilket i Poul Sørensens øjne besværliggør tingene lidt:

”Nej, det er bestemt ikke okay. Det gør det rigtig svært at vinde en håndboldkamp Problemet er at komme igennem de der solide forsvar, som vi render ind i. Vi har ikke rigtig skytterne til at åbne dem,” forklarer han og efterlyser dermed redskaberne til at kunne ændre kampene taktisk.

Samtidig med Rødovre tabte point mod et af topholdene lykkedes det både AGF og IF Stjerne Odense at hente point i deres kampe, hvilket sætter Rødovre yderligere tilbage i bundkampen. Humøret er dog ikke røget i RH endnu:

”Jeg synes egentlig, at pigerne tackler det udmærket. Der er god stemning og godt humør. De går til den, og det må være det, vi skal satse på. Vi kan ikke rigtig gøre så meget andet,” lyder det frisk fra Rødovre-træneren.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top