Annonce


Lokal lørdagsduel i vente
Ishockey I aften er der lokalderby i Herlev Skøjtehal, når Rødovre lægger vejen forbi. Tyrene har vundet de første to indbyrdes opgør, så det er en sulten modstander, der byder indenfor i aften i 'Ørneborgen'.

Der er lokalderby i Herlev, når Rødovre kommer på besøg i aften. Tyrene kommer med en frisk sejr på 5-2 over AaB, mens Herlev tog en straffeslagssejr i Frihedens Idrætscenter torsdag aften.

Det er en noget nær miserabel produktion, som Rødovre har haft i powerplay. Holdet har blot scoret ti mål, hvilket giver en udnyttelse på beskedne ni procent. Backen Morten Allesøe er en af de spillere, som tager et stort læs i overtal.

Annonce

”Det er jo selvfølgelig slet ikke godt nok. Det siger vist sig selv,” siger han, da vi konfronterer ham med udnyttelsesprocenten. Han fortsætter.

”Mod AaB prøvede vi at lægge mange skud på mål, men vi skal være mere konsekvente i den enkelte situation. Vi forsøger hele tiden at forbedre det og træner det også meget til træning.”

Rødovre-mandskabet har løftet deres niveau i de sidste ti kampe – anden periode er blandt andet blevet forbedret markant.

”Det burde ikke være fordi, vi havde startvanskeligheder i begyndelsen af sæsonen. Men vi har efterfølgende haft stort fokus på at blive bedre i anden periode. Og det er altså vigtigt, at vi spiller i alle 60 minutter i alle kampe, hvis vi vil vinde,” udtaler Morten Allesøe, der har lavet en enkelt assist på ti kampe. Backen sad ude de første ti kampe i sæsonen på grund af en skade.

Skal spille stærkt
Kampen mod Herlev – i Herlev – bliver som altid med masser af intensitet, nerve og spænding. De fleste spillere ser frem mod sådan en duel.

”Ja, jeg glæder mig meget til den kamp. Det plejer at være nogle svære kampe mod Herlev. Det er et godt hold. De vandt senest over Copenhagen på straffeslag, så det er nok også et hold, der er på vej ud af et formdyk. Vi skal spille stærkt for at vinde,” slutter Morten Allesøe til rnn.dk.

Sidst Rødovre var i Herlev blev det til en 3-4-sejr efter Jannik Karvinens straffeslagsafgørelse. Sidenhen vandt tyrene med 3-2 over samme hold i Rødovre Skøjte Arena den 18. oktober.

To point adskiller holdene i stillingen. Rødovre har 29 point på fjerdepladsen, mens ’ørnene’ har samlet 27 point sammen og er på sjettepladsen.

Cheftræner Brad Gratton udtaler.

”Vi skal være klar fra start og på dem med det samme. Vi skal spille simpelt og smart og få puckene dybt i banen med masser af skud. Herlev har nogle gode spillere, som vi ikke må give plads, men der skal pres på og færdigtackles. Der skal spilles tre solide perioder. Vi er klar til i aften, og drengene vil det virkelig. Vi vil være klar fra start,” siger canadieren.

Rødovre stiller til kamp uden den langtidsskadede forward Jesper Malle.

Herlev Eagles mod Rødovre Mighty Bulls begynder i aften kl. 19.30 i Herlev Skøjtehal. Kampens hoveddommere bliver Thomas Lassen og Jacob Grumsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top