Annonce


På jagt efter ‘bullseye’
roedovre-skydeklub_03_310113_BP.jpg
I Rødovre Skytteforenings ungdomsafdeling håber man på flere medlemmer til en sjov og anderledes sportsgren. Foto: Brian Poulsen
Skydning I kælderen under Vestbadet er det ikke levende vildt, der jages. I Rødovre Skytteforening går man nemlig efter ’bullseye’, og ungdomsafdelingen er desuden på jagt efter nye medlemmer.

I en lettere skjult tilværelse i kælderen under Vestbadet hører Rødovre Skytteforening hjemme. På ugens fire første hverdagsaftener bliver der skudt med skarpt fra i alt 15 baner. Foreningen har afdelinger for pistol og riffel i alle aldersklasser, suppleret med en afdeling kun for unge.

I ungdomsafdelingen, der indstiller sigtekornet hver torsdag aften, er der særligt fokus på at tiltrække nye skytter til et godt og spændende miljø.

Annonce

”Man skal begynde til skydning hos af flere årsager – blandt andet for hyggen og det sociale i at møde andre unge mennesker. Og så er der en del træning i det; det er ikke bare at gå ind og skyde,” siger ungdomsformand Mikkel Ravn.

”Du skal lære at kontrollere dit åndedræt, fokusere og være 110 procent på, når du går ind på din standplads for at afgive dine skud. Vi har blandt andet medlemmer med ADHD, som bruger det som aktiv træning til at lære at koncentrere sig.”

Spændende sport
Med et medlemskab i ungdomsafdelingen vil man få kompetent undervisning af veluddannede instruktører, der brænder for at rådgive og vejlede de unge i sporten.

”De unge har det sjovt og synes, det er en spændende sport, hvor du lærer at betjene rifler og pistoler,” lyder det fra Mikkel Ravn, der håber på, at afdelingen vil udvikle sig yderligere. Flere engagerede og frivillige voksne hjælper desuden med til at sikre en god træning.

”Mine ambitioner for ungdomsafdelingen er at vokse os større, træne de unge mennesker og lade dem deltage i flere stævner. Og så bare have en ’klub’, hvor de kan komme ned og dyrke en sjov sport og være social med andre unge.”

Få afreageret
En af ungdomsdelingens medlemmer, Lea Albæk Bilet Jensen, har ikke én gang fortrudt, at hun begyndte til skydning for godt tre sæsoner siden.

”At starte til skydning har været en af de bedste ting, jeg har gjort. For det første er det virkelig fedt at komme ned og skyde lidt efter nogle skiver og måske få afreageret lidt. Det allerbedste ved at gå til skydning hos RS er, at det er så hyggeligt,” siger den 18-årige skytte, der finder det sociale element vigtigt.

”Vi bruger gerne en time på at snakke, inden vi går ind og skyder, og også gerne en time efter.”

God støtte
Lea Jensen har kun ros til overs for den måde, foreningen har håndteret hendes udvikling, siden hun begyndte.

”Man kan få virkelig god støtte og hjælp hos Rødovre Skytteforening, og jeg synes selv, jeg er blevet rigtig dygtig til at skyde igennem de tre sæsoner Jeg regner med, at jeg skal til DM til marts,” fortæller hun og anbefaler andre at prøve kræfter med præcisionssporten.

”At være skytte her i foreningen er helt klart noget jeg anbefaler. Jeg lover, at man straks vil kunne mærke den hyggelige stemning og det fede ved at være skytte.”

Rødovres borgere har i lokalmiljøet kunnet stifte bekendtskab med Rødovre Skytteforening ved Rødovre Kommunes arrangement ’Sjov Lørdag’ i marts og september i Rødovrehallen.

Fremtidige udfordringer
Rødovre Skytteforenings formand, Jens Grønlund, fortæller, at foreningen i samarbejde med andre klubber afholder flere typer konkurrencer hen over året.

I den nærmeste fremtid venter en udfordring for Rødovre Skytteforening. Vestbadet skal efter planen renoveres i godt halvandet år fra 2016, og i den forbindelse vides det endnu ikke, om skydebanerne vil blive nedlagt.

Udsigterne for skytteforeningen er imidlertid, at den måske står over for at skulle investere i renoveringer af banerne i forhold til miljøkrav om beklædning og udluftning, investering i en udvidelse af det eksisterende alarmsystem og en udvidelse af sikkerhedsfaciliteterne.

”Det vil næsten være at smide penge ud ad vinduet, hvis vi skal opfylde disse krav med disse udsigter. Kort sagt, så ved vi ikke pt., hvad vi kan få dispensation til indtil 2016, eller om vi skal flytte eller ej,” siger Jens Grønlund, der samtidig slår fast, at der er helt styr på sikkerheden.

God dialog
Formanden pointerer yderligere, at der er en god dialog med Vestbadet og Rødovre Kommune om skydeforeningens situation med de kommende opgaver og økonomien omkring renoveringen.

Krudtet vil uanfægtet ovenstående fortsat blive sendt af sted fra Rødovre Skytteforenings baner under Vestbadet, og eventuelle interesserede kan læse mere i faktaboksen.

Fakta:
Foreningen benytter luftrifler og pistoler (ikke som dem i haven) og har også caliber-våben (cal. 22- også kendt som salonrifler)
Der er 15 baner som kan indstilles til 10 eller 15 meter
Hvis du er interesseret, kan du møde op til ungdomstræning torsdag aften mellem kl. 18.30 og 19. Der sørges for rundvisning og gennemgang af våben
Man kan få en gratis prøvelektion for 25 kr. – ellers koster et årsmedlemskab for unge 700 kr., som dækker undervisning og en ugentlig skydning
Rødovre Skytteforenings hjemmeside er www.rodovreskytteforening.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top