Annonce
Folkemøder – Politiske borgeres Roskildefestival
cykelhold-sendes-afsted-lisbeth-folkemøde.jpg

En af Zornigs fornøjelser på folkemødet var at sende politikere ud på et cykelløb

En af Zornigs fornøjelser på folkemødet var at sende politikere ud på et cykelløb Foto: Privat
Kvinder med Kant Folkemøderne er kommet for at blive. Vi har også her i Rødovre et – det hedder Rødovredagen. Det afvikles den 9. september, og jeg har allerede sat kryds ved dagen.

Lige nu er jeg helt oppe at køre, efter at jeg netop er kommet hjem fra Folkemødet på Bornholm. Det var mit femte folkemøde, og også det bedste.
Fordi det var for første gang virkelig et folkemøde. Pædagogen fra Varde, sygeplejersken fra Odsherred og mange mange flere var tilstede og meget aktive. Det er som om, stemningen har ændret sig fra at være lidt af et ”show”, hvor helt almindelige borgere gik rundt og betragtede de kendte, der debatterede, til at der nu er en ægte politisk samtale på lige fod.
Politikere og magthavere får holdningerne serveret råt for usødet, samtidig med at de også lige får et par gode råd med på vejen. Danskerne – i hvert fald dem, der kommer på Folkemødet på Bornholm – har fået et politisk selvværd. Forsamlingshusenes politiske debatmøder er genopstået i ny moderne form.
Og nej, den nye form er ikke holdninger med fotofilter på Facebook. Det er en analog og håndholdt form, hvor brochurerne og bolsjerne bæres rundt i uddelte muleposer, mens der smages på alt fra ost til Bornholmersnaps.

Hvordan er man mor til et barn båret af en anden kvinde
Jeg selv debatterede børn og udsatte alle fire dage på måder, der var nye og overraskende.
Blandt andet havde jeg sagt ja til at debattere rugemødre – et emne, jeg ikke havde tænkt så meget over før. Jeg var inviteret som repræsentant for barnets perspektiv.
Hvordan er det mon at være barn båret af en anden kvinde end ens mor med gener fra biologiske forældre? Mon selve det at tage ophold i en fremmed livmoder påvirker barnet? Om der opstår en tilknytning? Forskerne ved det ikke.
Jeg er ikke i tvivl. Selvfølgelig påvirkes det – og selvfølgelig er jeg for rugemødre, ligesom jeg er for donation af æg og sædceller, samt adoption.
Men derfor kan man jo godt overveje, hvordan barnets rettigheder sikres bedst. Skal det have kontakt til bærermoder eller kende hendes eksistens?
Etiske dilemmaer, der er vildt spændende – og som er et klasseeksempel på, hvor mange specifikke og særlige emner der debatteres. Jeg sluttede Folkemødet af med at sende politikere og andre afsted på cykel Danmark rundt for at samle penge ind til fattige børn, der har behov for penge til at gå til noget. Det gjorde jeg i min egenskab som protektor for organisationen BROEN.
Jeg glæder mig til næste års Folkemøde på Bornholm. Men jeg glæder mig ligeså meget til vores eget i Rødovre, som venter lige om hjørnet, hvor der skal debatteres Rødovre på nye og kloge måder.
Vi ses. Ikk’?

kommentarer

Top