Annonce


Byfest for fuld udblæsning
Byfest_2017_Aftenbilleder_160617_IN-5-of-29.jpg
Rødovre Byfest var en af de mest succefulde i årevis. Foto: Ian Nielsen
Rødovre byfest Mens overklassen konkurrerede på selfies, orgasmeligestilling og politisk fællesdans i Verdens mest solbrændte udkantsdanmark, var der i Rødovre rigtigt folkemøde for de vestegnede.

“Husk nu, du har lovet kun at danse på bænkene.” Som lokalsprøjtefører findes der ikke noget mere bekræftende, end når den lokale ordensmagt har klædt sig på til dagens opgave med at læse optakten i avisen.
Ikke, at Rødovre Byfest var en vildt stor uoverkommelig opgave for de uniformerede gæster. Tværtimod.
For første gang i mands minde havde regnen tjekket ind andetsteds, og byfestens mange telte og karuseller lokkede alt fra børnefamilier til festende flokdyr til.
Og ja, der blev danset på bænken, for sådan er det til Rødovre Byfest, men der blev også diskuteret kommunalvalg, Rødovre Mighty Bulls og knuste pigehjerter.

Indstuderet stammedans
Man ved, at det er et folkeligt møde, når alle griner af de væltende øl, og de mange sporadiske møder med gamle venner overstås som en instuderet dans mellem to satelitter på vej hver sin vej i verdensrummet. Festen var sat på automatpilot, næsten som de pigetiltrækkende Jimilan og Blak på scenen, som med et enkelt tryk på en mental knap fik alle til at snappe til baggrundstonerne af deres to vel sagtens eneste hits. Men drengene på scenen var et hit i sig selv. Teltpælene hoppede ikke op fra rådhusplænens godt brugte muld, men de indrammede alligevel et fællesskab, der er kommet for at blive.
“Det har været en kæmpe succes i år. Når man samler så mange mennesker på et lille sted, er det svært at undgå, at folk kommer til at støde ind i hinanden, men der har kun været god stemning i år, og folk er kommet til vores to telte en times tid tidligere end normalt, så det får tingene til at løbe godt rundt,” siger Steffen Leholk fra Byfestgruppen, mens inkarnationen af fest i byen, Martin Wallin råber noget ligegyldigt pladder ud oppe fra scenen.
Det har han gjort hver aften, hvert år, og hver gang virker det.
Dét du tager med ind til en byfest, får du også med ud igen. Undtagen – måske – drengene fra B77 fodboldhold, der en gang imellem får noget nyt med hjem.
Men sådan er det, når man lover både halve og hele halvlege ud over verbale armlægninger i et telt, hvor lyden er så høj, at den overdynger den for længst outdatede musik.

Annonce

 

Top