Annonce


Den sidste pibe er røget
Maj2006_BLJ_1-2.jpg
Det socialdemokratiske fyrtårn Helge Møller er død. Foto: arkiv
nekrolog Det er flere end 32 år siden, jeg mødte Helge Møller første gang, hvor jeg traf ham til et møde på rådhuset, hvor han sad for bordenden og stilfærdigt røg på sin pibe.

Vi havde en meningsudveksling, hvor sagens kerne fortaber sig i hukommelsens grå tåger. Til gengæld blev dette møde starten på et årelangt ven- og arbejdsskab, som aldrig svandt. Uenige var vi ofte, men aldrig mere, end at den piberygende Møller endte med at få ret.

Møller var journalist om en hals. I 1977 var han i forreste række i den navnkundige bladkonflikt på Berl.T., som lammede avisen i flere uger. Som journalisternes tillidsmand skulle han søge at finde kompromiset, som kunne få det hele til at fungere mellem bladledelsen og typograferne.. Og det lykkedes. Avisen udkom igen, typograferne fik deres aftale og alle var tilfredse – sådan da.

Annonce

Møller var kriminalreporter og talrige var de historier, han bragte frem i avisens spalter. Nok var han den ældste af den navnkundige Orla Møllers sønner, men svindlere og bedragere skulle jagtes og nedlægges.

I 80’erne blev jobbet som kriminalreporter udskiftet med redaktørposten i Boligselskabernes Landsforening, hvor han stilsikkert og med entusiasme fyldte månedsbladet Boligen med artikler fra alle hjørner af den danske virkelighed.

Piben holdt han fast i – og hans elskede lænestol, som stod på hans kontor var luvslidt men et godt sted at sidde og tænke. Og tænke, det gjorde han også, da han foreslog at han og jeg skulle forsøge at afdække Klaus Riskærs mangearmede virksomhed. Det blev til godt et halvt år med at gennemtrevle alle Riskærs regnskaber og firmaer. Og der var mange – så mange, at ikke engang skattevæsenet var i stand til at gennemskue hans Cyber City, Accumulator Invest og alle de andre, som var hvirvlet ind i en gigantisk pengecirkus, hvor der reelt ingen aktiver var.

Vi bragte historien, men ingen af de øvcrige medier tog rigtig notits af vort gravearbejde og afsløringer. Men så smed Møller piben – og ringede Steffen Kretz op, som var hans gamle lærling og briefede ham. Og fra det sekund gik det strækt. Riskær endte i TV-avisen og så rullede ellers løs. Som historien viste, så vaklede det Riskærske imperium indtil det kort tid efter endte i stort kollaps – og Møller sad veltilfreds og bakkede på sin pibe.

Men det var ikke kun på det professionelle plan, at Møller var engageret. Også når det gjaldt det socialdemokratiske benarbejde, så var han at finde som medredaktør af partibladet – en post han bestred i flere end 30 år – og som formand for partiforeningen og skatteankenævnet og stribevis af andre tillidsposter fik hans sat sit fingeraftryk på mange felter.

Han var en af de mest solide støtter til at bakke ideen om at skabe Foreningshuset blandt de mange partifæller, som anså ideen og projektet for det rene galimatias. Men ikke Møller – han kunne se, at det kunne lykkes – men at det ville kræve hårdt arbejde at få ideen realiseret.

Også sportsverdenen var et spændende hjørne – og som inkarneret FCK-fan kunne han blive helt forbandet, når Brøndbyrødderne vandt over hans ynglingsklub. Også den lokale boldklub Avarta kendte til Møller, når der var kamp på det lokale stadion.

Helge Møller var ikke speciel høj – men et utroligt stort og rummeligt menneske. Når han kom gående i sin sorte ankellange læderjakke og den store Stetsonhat, kunne man nemt får indtryk af, at Italien havde sendt en af deres mafiabosser til fredelige Danmark. Men det var han ikke. Han var et varmt, hjælpsomt menneske, som var fast overbevist om, at de svage også havde ret til et ordentligt liv – og han dømte aldrig folk, før der lå reelle beviser for deres gøren og laden.

Da Nelson Mandela blev indsat som præsident var Møller blandt de journalister, som var til stede i Sydafrika – og han elskede at fortælle om det store øjeblik, hvor Mandela blev indsat.

Helge Møller har om nogen præget det lokale Socialdemokrati i Rødovre – og hans evne til at lytte og diskutere var second to none. Om nogen forstod han betydningen af at skabe et lokalsamfund, hvor flest muligt kunne leve og trives – og selv om kommunekassen i perioder var hårdt spændt for, så lagde han vægt på, at besparelser og forandringer skulle forankres bredest muligt i det politiske spektrum – og hans mål blev nået. Det vidner de mange budgetforlig om de seneste mange år.

På hjemmefronten bakkede fru Kirsten op om hans mange gøremål – og datteren Gitte blev først danser og senere kropsterapeut, mens sønnen Kim er en dygtig embedsmand og specialist i det kommunale system.

Han var stolt af dem alle tre – også børnebørnene som løbende kom til – og for mange af os andre betød han uendelig meget som debattør, organisator, kammerat, rådgiver – og det tætteste man kan komme på begrebet ”reservefar” eller blot allerbedste ven! Og så havde han humor – endda af den gode slags.

Nok efterlader Helge Møller et stort tomrum – men han livslange indsats på alle felter vil blive husket og fortsat værdsat.

Top