Annonce
Boblende gensynsglæde
tinderhoej-50aar.jpg
Gensynsglæden var stor, da de to klasser fra 3. real årgang 1967 fra Tinderhøj Skole mødtes til 50-års jubilæumsfest på Rødovregaard i maj måned. Foto: Privat
klassefest Årgang 1967 fra Tinderhøj Skole kunne mønstre hele 20 elever og tre lærere, da der for nylig var 50-års jubilæumsfest på Rødovregaard. To havde taget turen hjem til Rødovre og klassefesten fra Canada og Luxembourg.

Det blev skålet i champagne og kølig rosévin, da 3. real fra Tinderhøj Skole i forrige weekend mødtes til 50-års jubilæumsfest. I alt var 20 elever og 3 lærere mødt op til gensynsfesten, der startede med morgenmad på lærerværelset på Tinderhøj Skole. Her blev der budt velkommen af festens primusmotor Niels Viuf, der overlod det til alle de fremmødte at præsentere sig og vise, hvor de var placeret på de gamle skolebilleder, der var lagt frem som dækservietter på bordene under kopperne.
”Heldigvis kunne de fremmødte næsten kende alle deres tidligere klassekammerater, selvom nogle godt nok havde forandret sig en del,” fortæller Niels Viuf, som tidligere har været ansat på Rødovre Rådhus i 44 år.

Fest på den gamle gård
Festlighederne fortsatte senere på Rødovregaard, hvor der i strålende solskin blev serveret champagne nede i haven, inden den stod på buffet og gamle røverhistorier i Havestuen.
”Da den værste sult var stillet gik snakken livligt og under aftenkaffen var der da også flere, som tog bladet fra munden og delagtiggjorde deres gamle kammerater i det liv, de havde haft siden skolen sluttede i 1967,” fortæller Niels Viuf, inden han fortsætter:
”Det blev en fantastisk genforeningsfest og mange var enige om, at der bestemt ikke skulle gå 50 år, før klasserne skulle samles igen. Ja, det giver vist sig selv, men måske om to år kunne det være passende med et gensyn, selvom der var to af vores kammerater, der havde rejst fra Canada og Luxembourg, fordi de ville deltage i sammenkomsten, men det lod ikke til at skræmme dem,” siger han.

Sådan så de to klasser ud, da de forlod Tinderhøj Skole for 50 år siden.

kommentarer

Top