Annonce
Mandehørm i hønsegården
hoensehus-kaerene_006_010617_BP.jpg

Hønsehus i Kærene

Foto: Brian Poulsen
Bolig Der bliver hamret og slebet i Kærene i disse dage, hvor elever fra NEXT bygger et hønsehus til beboerne i området. Lærerne får et par sjove kommentarer med på vejen, mens de frivillige hønsepassere allerede har omdøbt hønsegården til ’brandstationen’.

 

Glem alt om æggeskaller og madbudgetter. Når elever fra Next i disse dage skruer den sidste skrue i et nyt flot hønsehus handler det om sammenhold.

Rødovres tættest befolkede boligområde har allerede flottet sig med at have heste og bier. Nu er fire afdelinger også gået sammen om at åbne en køkkenhave og en hønsegård. Det binder nemlig boligområdet sammen.

”Jeg synes, det kunne være sjovt at engagere mig. Jeg bor lige rundt om hjørnet, men går dårligt, så det passer jo perfekt, når det ligger så tæt på. Samtidig giver det noget nysgerrighed hos de andre beboere og så giver det noget liv. Vi håber også, det trækker nogle børn til,” siger Dorthe Antonsen.

 

Samarbejde og sammenhold

Hun er en ud af tyve frivillige, der har sagt ja til at passe både have og hønsegård, og den slags giver mere end bare friske æg på bordet.

”Det giver hygge i vores område, og skaber sammenhold mellem beboerne,” understreger hun og fortsætter:

”Det er et genialt projekt fordi, det får teknisk skole til at bygge noget, der ikke bare skal rives ned igen, men at de kan se, at vi er glade for det. Det er sindssygt flot. Og så er det lidt sjovt, at der er nogle der har døbt det om til brandstationen, fordi det er så rødt.”

 

Navnet går den boligsociale koordinator Susanne Mikkelsen ikke så højt op i. For hende er det bare vigtigt, at det er de frivillige selv, der finder på det. Ligesom alle de andre projekter i Rødovre Syd, handler det nemlig om ejerskab.

”Denne gang er det et samarbejde mellem Lejerbo 60, Lejerbo 331, AKB og AAB. Æggene bliver delt mellem dem, der har vagten. Det er nemlig de frivillige selv, der skal passe og pleje både krydderurter og høns, men meningen med det hele er selvfølgelig at få folk til at indtage deres boligområde. Det skaber sammenhold og tryghed, og dem der laver ballade, er ikke så interesseret i det længere,” siger Sussanne Mikkelsen.

Hun er enormt glad for samarbejdet med den tekniske skole NEXT.

”De unge elever på den skole er helt fantastiske. De byggede Prærien til os for 10 år siden og hjælper nu igen med at bygge noget, det skaber sammenhængskraft mellem de forskellige boligafdelinger, og så gør det også, at man ikke sidder oppe på sin egen altan, hvis man kan se, at andre går rundt dernede og hygger sig om noget sjovt og flot,” når hun at tilføje inden en af de frivillige høfligt afbryder:

”Når man sidder hernede, kommer folk forbi og spørger om man mangler noget at drikke, og så kommer de ned med en kop kaffe eller en øl.”

Den slags frønsegoder har eleverne også mærket lidt til, men de har haft rigeligt travlt med at holde tungen lige i munden.

”VI har selv regnet ud, hvor meget der skal bruges af de forskellige ting, og hvordan det skal se ud. Vi har selv valgt at lave et hønsehus, fordi det er udfordrende. Det skal sikres mod ræve, og så er det sjovt at lave noget, der bliver brugt hver dag af rigtige mennesker i stedet for, at det bare står på skolen,” siger Nicklas Dobkin Paldan inden hans makker med mejslen tilføjer:

”Det er også sjovt at se, at folk bliver glade for det. Det har været lidt svært at lave, men vi har styr på det. I hvert fald lige så meget som lærerne.”

Mens de to grundforløbselever har travlt med at tilpasse et bræt, kigger de lettere smilende på fire voksne mænd, der skal skrue en enkelt skrue i en gavl.

”VI laver det hårde arbejde, mens lærerne går og kloger den lidt kan vi se,” griner de flittige elever.

 

kommentarer

Top