Annonce


Stor sæson af Lassen
WEB_Bund_Matias_Lassen_5_IN.jpg
Matias Lassen for sin tidligere klub Leksand IF Foto: Ian Nielsen
ishockey Efter at være blevet vraget af Leksand IF, slog han dem ud af SHL med sin nye klub Mora IK. Sæsonen kulminerede med en fast plads på VM-holdet, hvor han gjorde en god figur.

Man glemmer nogle gange, at han blot er 21 år gammel. Selv er han da også rigtig god til at holde benene på jorden, og tage et skridt ad gangen. Skridtene har dog været aldeles store for Matias Lassen denne sæson.

Lassen fik en tumultarisk start på sæsonen i SHL for Leksand IF, hvor han blot fik én ligakamp denne sæson, og flere gange end ikke nåede med på holdkortet. Han tog konsekvensen og skiftede et niveau ned til Mora IK i den næstbedste svenske række Allsvenskan.

Annonce

”Jeg synes det har været en kanon fed sæson, men også en meget speciel sæson med den start jeg fik. Det kunne ikke blive bedre efter mit klubskifte til Mora, jeg føler, at vi gjorde det godt som et hold, men personligt har jeg også taget store skridt,” siger Lassen, der sammen med Mora IK rykkede op i SHL på bekostning af Leksand IF, der tidligere på sæsonen havde vraget ham.

Efter sommerferien står den på SHL-hockey, og lad os da håbe, at han får en bedre start end i fjor.

”Næste sæson vil jeg gøre det så godt jeg kan i SHL. Jeg vil forsøge at etablere mig og bygge på år for år,” ser Lassen frem mod en forhåbentlig lang karriere som professionel, der først lige er begyndt.

En god figur på landsholdet

Selvom Matias Lassen var VM-debutant, blev han fast mand for Danmark, hvor spillede alle kampene siden den første kamp mod Letland, som vi bekendt tabte 3-0. Gennem turneringen står han noteret for nul point, to udvisningsminutter og et rundt nul på +/- statistikken, som må siges at være godkendt i sin første VM-turnering på et hold som Danmarks.

”Det har været rigtig stort, og en kæmpe oplevelse at spille med de her drenge. De har taget godt imod mig, og det har været fedt også at spille med Oliver Lauritsen. Det har jeg lært meget af, og vil tage med videre herfra,” siger Lassen og glæder sig over en veloverstået VM-turnering.

Top