Annonce
Om uddannelse….
trine-schierning_005_070417_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Kvinder med Kant Hvad skal du være, når du bliver stor. Det klassiske spørgsmål, som vi nok alle er blevet stillet én eller flere gange i løbet af livet.
Fakta

Trine Schierning (født 3. august 1990) fra Rødovre arbejder som personlig træner, kostvejleder og brænder især for at hjælpe folk, der ønsker et varigt vægttab og livsstilsændring.

Kvinder med Kant er: Lizette Risgaard, Lisbeth Zornig, Nilofer Abbasi og Trine Schierning.

Jeg ville være journalist, og i mange år skrev jeg faktisk for denne avis. Som en del af det berømte U-land. Jeg var også med til at skrive skoleavis, og alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg skulle direkte i gymnasiet og så på journalisthøjskolen. Det var der ingen tvivl om.

Gymnasietiden ændrede min vej
Lige indtil jeg altså kom i gymnasiet og festerne var sjovere end timerne. Lad os bare indse det og sige det højt – sådan var det. Det faglige fik ikke min store opmærksomhed. Interessen for journalistikken døde langsomt og efter studentereksamen og et sabbatår, fandt jeg ud af at jeg ville arbejde på kontor. Det kunne jeg kun med en handelseksamen. Det vil sige jeg reelt havde spildt tre år på gymnasium. Jeg skulle have valgt handelsskolen i stedet. Super godt, så var vi så langt. Efter en kortere videreuddannelse fik jeg en kontorplads hos Vestegnens Politi og var efterfølgende ansat der i et par år. Sidenhen har jeg arbejdet på kontor i forsikringsbranchen, indtil jeg fandt ud af, at det skulle jeg altså heller ikke.
Jeg tænkte og tænkte… Hvad vil jeg være? Jeg kom frem til at jeg vil arbejde med noget der er min passion. Jeg vil brænde for mit arbejde og jeg vil føle at jeg gør en forskel. Jeg vil glæde mig til at komme på arbejde. Næste spørgsmål var så: hvad er min passion? Det er træning.. og livsstilsændringer! Jeg har selv været igennem det, og synes det er ekstremt spændende at arbejde med mennesker på den måde og rykke ved noget i dem, som de ikke kan gøre på egen hånd.

Fra kontor til personlig træner
Så nu er jeg under uddannelse til personlig træner. Til maj er jeg færdig og står med en uddannelse, som kan give mig et arbejde jeg reelt brænder for. Er det en klassisk levevej? Måske ikke. Er det en klassisk uddannelse? Måske ikke. Gør det mig glad? JA! Skal jeg arbejde med noget, der gør mig glad og giver mig god energi? JA! Behøver uddannelse være den klassiske vej mod lægestudiet, sproguddannelser eller lignende? SKAL man i gymnasiet? Nej, det behøver man sådan set ikke.
Er det en god idé at gå i gymnasiet, hvis man ikke ved hvad man skal? Måske. Det vil jeg ikke gøre mig til herre over. Jeg synes bare generelt at man bør satse mere. Finde ud af hvad man brænder for og så gå efter det. Det behøver ikke nødvendigvis være en klassisk vej eller den samme vej som dine forældre, venner eller andre går. Find din egen vej og spring ud i det. Jeg kan garantere for at det føles godt.

kommentarer

Top