Annonce

Australier savner sit svendestykke
kunst.jpg
Jan Hemmingsens svendestykke blev i 1964 en del af Ungdomsbyen, da Statens Pædagogiske Forsøgscenter åbnede i Islev. Når Rødovre Kommune afslutter ’ID-Linjen’ med en aktivitetsplads ved Slotsherrensvej, får svendestykket nyt liv. Foto: Privat
kunst I 1964 fik den unge smedelærling Jan Hemmingsen sat sit svendestykke op på et rækværk på Statens Pædagogiske Forsøgscenter. I dag er Ungdomsbyen væk, og fra den anden side af jordkloden spørger han nu; ”Hvor er mit svendestykke.”

Da Statens Pædagogiske Forsøgscenter i 1964 slog dørene op til en ny eksperimenterende statsskole for elever fra 8. til 10. klassetrin, var bygningerne på grunden i Islev bygget af lærlinge.
Som smedelærling i Rødovre var Jan Hemmingsen en af de unge håndværkere, der fik lov til at forme og udsmykke Ungdomsbyen. Han fik blandt andet til opgave at lave et svendestykke, der skulle indgå som kunstinstallation på et langt gelænder, sammen med 49 andre lærlinge.
I alt brugte han mere end 400 timer på den kunstneriske rude i jern, der viste bygherren og arkitekten.
”Jeg skulle kun lave ét felt, men det var et kæmpe arbejde. Vi var 50 lærlinge i alt, og det samlede værk blev rigtig flot,” fortæller 74-årige Jan Hemmingsen på en skrattende telefonlinje fra Australien.

Jan Hemmingsen forventer ikke, at han skal til Danmark igen. På billedet er han fotograferet foran sit svendestykke tilbage i 90’erne.  Foto: privat

Jan Hemmingsen forventer ikke, at han skal til Danmark igen. På billedet er han fotograferet foran sit svendestykke tilbage i 90’erne. Foto: privat

Annonce

Down Under
Jan flyttede om på den anden side af jorden samme år han blev svend og han har boet i Australien lige siden. I dag er han nationaliseret australier, og nyder tilværelsen i den lille by Narooma på den australske sydkyst.
Svendestykket fra Islev har af gode grunde ikke fyldt alverden i hans tanker, men da han kunne læse, at Ungdomsbyen skulle jævnes med jorden og i stedet erstattes med boliger, satte han sig for at undersøge, hvad der blev af gelænderet og de mange svendestykker.
”Jeg har skrevet flere gange til kommunen og på anden vis forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med gelænderet, men det er ikke lykkedes,” siger bysbarnet, der håber at kunstværkerne er blevet bevaret.
”Jeg kommer nok ikke tilbage til Danmark, men mine børn og børnebørn gør nok og de skal have lov til at opleve gelænderet. For mig er det en del af Rødovres historie, og derfor håber jeg, at det kan blive sat op i en anden forbindelse i Rødovre,” siger den pensionerede australier med accent. Han skal lede efter enkelte ord, men det danske sprog flyder forbavsende let, på trods af, at det er mere end 50 år siden, han forlod Danmark.
”Jeg har stadig Danmark og Rødovre i hjertet, og jeg talte meget i telefon med mine forældre, inden de døde. På den måde holdt jeg det danske ved lige,” siger Jan, der håber at kunstværket er blevet behandlet med respekt.
”Det kan godt være at folk ikke længere sætter pris på den slags ting mere, men det er et utrolig smukt stykke arbejde og for mig hører det til i Islev. Måske på torvet,” foreslår han.

Gemt og ikke glemt
På SPF-grunden i Islev er der i dag ikke meget tilbage af Ungdomsbyen. Ejendomsselskabet Cervogruppen er i fuld gang med at opføre 73 rækkehuse i den kommende boligby ’Islev Have’. Den lille rundkirke bliver bevaret, men ud over kirken er det svært at få øje på levn fra den tidligere statsskole.
Men hvad med gelænderet og de mange svendestykker? Hvad blev der af dem? Rødovre Kommune oplyser til Lokal Nyt, at svendestykkerne er taget ned og nu bliver opbevaret.
Som udgangspunkt er alle svendestykkerne blevet gemt, men nogle var så gennemrustede og i så dårlig stand, at det ikke gav mening at bevare dem.
Det er Rødovre Kommunes plan, at de skal bruges på den planlagte aktivitetsplads ved Slotsherrensvej, som bliver afslutningen på ID-linjen.
”Det er godt med nyt, men samtidig vigtigt at have et godt fundament at stå på. Det har en stor betydning for en håndværker- og funktionærby som Rødovre, at bevare ting der har værdi. Svendestykkerne fra SPF har værdi for os, ligesom Damhuskroen, ‘Kaffetårnet’ og ’Hønen’ i Vestbad har det. Det giver kommunen en robusthed,” siger borgmester Erik Nielsen (S).
Og på den australske sydkyst glæder det Jan Hemmingsen, at svendestykket får nyt liv på ’ID-Linjen’.
”Det er jeg glad for at høre. Selvom jeg lever i udlandet, er jeg stadig dansker og jeg er glad for, at der stadig er en lille del af mig tilbage i Islev,” siger han.

Da Ungdomsbyen og gelænderet blev indviet i 1964, var Jan Hemmingsen allerede flyttet til Australien. Det var derfor Jans morfar, billedet, der repræsenterede familien.

Da Ungdomsbyen og gelænderet blev indviet i 1964, var Jan Hemmingsen allerede flyttet til Australien. Det var derfor Jans morfar, billedet, der repræsenterede familien.

kommentarer

Top