Annonce

Politikere siger ja til lønstigning
roedovre-raadhus_002_251116_BP-1.jpg
I flere danske kommuner har politikerne sagt nej til den automatiske lønstigning. Men ikke i Rødovre. Foto: Arkiv
mere i løn Mens arbejdsløse og offentligt ansatte strammer bæltet ind, har politikerne givet sig selv en klækkelig lønstigning. Selvom man i Rødovre er langt fra maksimumlønningerne for kommunalvalgte, var der ingen, der protesterede over den automatiske lønstigning.

Som politiker får man hverken løn som fortjent eller efter kvalifikationer. Som udvalgsformænd, næstformænd og udvalgsmedlemmer er ens vederlag en fast procentdel af borgmesterens løn. Procentdelen er fastlagt i styrelsesvedtægten, så da borgmestrenes lønninger sidste måned steg med 31,4 procent som følge af en beslutning på Christiansborg, regner det ikke bare på borgmesteren, det drypper også på resten af Kommunalbestyrelsen.
Vederlagene steg nemlig automatisk, fordi Rødovres Kommunalbestyrelse ikke ændrede styrelsesvedtægten og den procentsats, vederlaget udgør, sådan som mange andre politikere i mange andre byer har gjort det. Blandt andet for at sende et signal til borgerne om, at man ikke vil have mere i løn, mens man snakker om økonomisk mådehold.
Ikke engang Enhedslisten, der ellers i resten af Danmark er gået forrest for at blokere lønstigningen, råbte højt i Rødovre.
“Grundlæggende er vi ikke tilhængere af mere i løn. Vi fik en lønstigning i 2014, og det skal ikke være for pengenes skyld, at man går ind i politik, men fordi man interesserer sig for sin by. Man bliver ikke en bedre politiker af at få mere i løn, men vi tog det ikke op på Kommunalbestyrelsesmødet, fordi løbet er kørt. De andre partier har tilkendegivet, de synes, det er fair, og så er det bare spild af tid og penge at diskutere sagen yderligere,” siger Enhedslistens Peter Mikkelsen, der dog erkender, at den kommende stigning i indbyggertallet i Rødovre og den ekstra arbejdsbyrde spiller godt sammen med den ændrede løn.

Stadig under niveau
I Det Konservative Folkeparti, mener borgmesterkandidat, Kim Drejer Nielsen ikke, at der lige nu er grund til at ændre vedtægten for at regulere politikernes løn ned.
“Jeg var inde og kigge på mit eget vederlag, og det er altså ikke ekstravagant. Der ligger rammer for, hvor meget man kan få, og jeg synes vi ligger fint under niveau, men lad os nu lige se ændringen i praksis, så kan vi se på om vedtægterne skal ændres. Det skal også være attraktivt at drosle ned på sit arbejde ved siden af, så man ikke går ud med underskud, fordi man går ind i lokalpolitik,” siger Kim Drejer Nielsen, der heller ikke synes, at man skal have mindre i løn i Rødovre end i andre kommuner.
Politikernes løn er delt op i mange faktorer, og netop de ændrede forhold for lokalpolitikerne gør, at en af de seneste valgte i Kommunalbestyrelsen, Michel Berg (S), synes det er rimeligt, at alle udvalg og formandsposter stiger i vederlag som en fast del af borgmesterjusteringen.
“Vi forventer dog, at det er staten der kompenserer, da det jo er sket som en forhandling mellem Kommunernes Landsforening og regeringen,” siger Michel Berg, der ikke synes argumentet om signalværdi vægter højt.
“For det første sparer vi ikke i øjeblikket i Rødovre, så der er ikke nogen sparetid, og for det andet skal lønnen følge opgaverne på samme måde som i alle andre organisationer. Kigger man på den struktur, der er kommet efter amternes nedlægning, er vi ikke blevet kompenseret for det merarbejde, der kom der, og man får altså de politikere, man har betalt for i kommunalpolitik,” siger han og uddyber:
“Hvis vi skal ud og rekrutere kandidater til de større og større opgaver, der kommer i udvalgene, skal tingene følges ad indenfor armslængdeprincippet. Nemlig, at det er nogle andre der bestemmer, hvad vi skal have i løn. Man kan så sige, at vi sparer skatteborgerne 300.000 kroner ved ikke at udnytte rammen fuldt ud.”

Annonce

kommentarer

Top