Annonce

Praktikanter frygter sort hul
danmission_001_230217_BP.jpg

PRAKTIKGLAD: Camilla (th) har fået mod på mere efter et praktikophold i Danmission. Foto: Brian Poulsen

PRAKTIKGLAD: Camilla (th) har fået mod på mere efter et praktikophold i Danmission. Foto: Brian Poulsen
Beskæftigelsespolitik Dan mission har haft mere end 30 praktikanter og med stor succes. Desværre for praktikanterne er det ikke dem alle, der fortsætter i lige så gode forløb efter praktikken i den store genbrugsbutik. Mange falder ned i et hul, det er svært at komme op af.

Det er én ting at hjælpe andre mennesker op på fode og ind på arbejdsmarkedet, men at sige farvel til dem uden at vide, hvordan det går dem efterfølgende er en tom følelse.
”Derfor vil vi gerne invitere alle de praktikanter, der har været i vores butik herned igen for at høre, hvordan de har det, om de har fået job og om de har fået et bedre liv, eller om tingene er faldet tilbage i den samme situation, som før de kom hos os,” siger Badia Ballen, der er daglig leder af Danmission på Rødovrevej.
Her har man gjort en dyd ud af at hjælpe Rødovre Jobcenter ved at sige ja tak til mange praktikanter. Nogle gange kun i et par ugers jobtræning, andre gange i et helt år.
”Problemet er, at mange af dem fortæller, at de føler sig mere motiveret på arbejde efter at have været hos os, men at tingene stopper, når de er færdige hernede. Derfor vil jeg gerne snakke med dem, om hvordan det er gået dem efterfølgende, så vi eventuelt bedre kan hjælpe jobcenteret med at give dem det sidste vigtige skub ud i en rigtig virksomhed,” fortæller Badia Ballen.
Hun har set de praktikanter, der falder tilbage i et hul med angst og depression. En deroute, der måske ikke var startet, hvis de var gået direkte i job efter endt praktik i Danmission.
Derfor foreslår hun nu, at praktikanterne først stopper i Danmission, hvor de alle har fået det bedre, når jobcenteret har en reel plan klar for dem.
”Rødovre Kommune skal hjælpe. Mange af dem kan ikke alene få et job, men nogle af dem hernede betjener kassen og laver regnskab helt perfekt. Så kan man altså også godt få nogle timer i Irma eller et andet sted, hvis man laver sit forarbejde ordentligt,” siger Badia.

Frygter det sorte hul
En af dem som har fået mod på mere af at være i praktik i Danmission, er Camilla May Svensson.
Hun frygter, hvad der skal ske, når praktikken er slut.
”Hvis man bliver fanget mellem jobs kan man falde ned i et hul, og så er det hele spildt,” siger hun.
I Danmission laver hun alle de samme ting, som alle de andre. Sorterer, prissætter og står i kassen. Der er altid noget at lave.
”Man keder sig i hvert fald ikke, for der kommer hele tiden nye ting og nye kunder ind, eller også skal der gøres rent,” siger Camilla, der er blevet så inspireret af arbejdet i butikken, at hun drømmer om at åbne sin egen butik med genbrug en dag.
”Jeg har været syg i fire år, men for mig har praktikopholdet været et springbræt til at komme i gang igen. Det var ikke svært at komme i gang. Det er rart at lave noget, og er en god start, men jeg kan godt frygte, at jobcenteret glemmer mig lidt, hvis jeg stopper i praktikken uden at komme i gang med noget andet, for så går an bare derhjemme og falder tilbage i de gamle mønstre.
”Jeg har haft gode sagsbehandlere, der har lyttet til, hvad jeg ville, men det er ærgerligt ikke at vide, hvad der skal ske, så hvis de ikke kan hjælpe mig videre, håber jeg, at de måske vil forny mit praktikophold, så jeg ikke ender som dem, der falder ned i et hul igen,” siger Camilla May Svensson forhåbningsfuldt.
På Rødovre Jobcenter fortæller Helle Dalhoff, at man er glade for samarbejdet med Danmission.
”Det er ikke en hvilken som helst virksomhed, der kan rumme alle vores borgere. Man skal have en forståelse for de udfordringer nogle mennesker kommer med, og der har Danmission vist sig at være et godt sted med mange frivillige, der har haft mange år på arbejdsmarkedet selv,” siger Helle Dalhoff.

Annonce

Vil gerne forlænge
Hun understreger, at der er tale om praktikforløb for borgere, der har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet, og derfor kan man ikke altid bare springe direkte ud i fast arbejde bagefter.
”Danmission er første trin på trappen. Det er Danmission gode til for så finder vi ud af, hvor mange timer man kan arbejde om ugen, og hvad man kan lave,” fortæller Helle Dalhoff og uddyber:
”Jeg kan godt forstå, hvis praktikanterne frygter at falde tilbage i et hul, men vi er nødt til at se på den samlede sagsbehandling. Er det en borger, der skal afklares til fleksjob, snakker vi pension, eller skal der tænkes i opkvalificering.”

Hvorfor forlænger I så ikke praktikken, mens I finder svarene på de spørgsmål?
”Loven er desværre sådan, at man rent administrativt kun kan lave praktikforløb på tre måneder, og vi vil også gerne forhindre bevidstløse praktikophold, men jeg forstår godt frygten for tilbagefald, så det skal overvejes indenfor de muligheder vi har.”

kommentarer

Top