Annonce


Afhængig?
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Jeg har taget en banebrydende beslutning. Jeg vil nedbringe mit forbrug af mobiltelefon.

Faktisk, så er det, jeg bruger mindst tid på, er at tale i den. I virkeligheden så burde det være det ENESTE, jeg brugte den til. Jov og så lige SMS. Men så heller ikke mere. OK måske Messenger. Men så er det også SLUT.
Jeg tjekker mails, Facebook og alt muligt andet. I en stille stund ville jeg indstille blikket på uendeligt og bare dagdrømme – ja, eller tænke over, hvad jeg skulle have til aftensmad. Men det var før smart-phones. Nu bruger jeg tid på at skælde ud på Facebook, se folks feriebilleder, billeder af hunde og sjove videoer, selvom jeg egentlig er ligeglad med folks ferier, hunde og sjove videoer.
Hvis jeg har 2 minutter alene, så bruger jeg tiden på den lortemobil. Nu må vi skilles. Nu skal den ligge i lommen, når jeg er på farten og på bordet, når jeg er derhjemme. Hvis du ringer eller sender en SMS, ja så kigger jeg på det.
Jeg opdagede min afhængighed ved, at jeg var ved at køre en person ned. Ikke fordi JEG var optaget af min mobil, men fordi vedkommende vadede ud foran min bil. Så tænkte jeg: Det kunne sgu godt være mig. Optaget af at sende en sms eller finde vej eller noget andet.
Jeg tænker tit på tiden FØR mobilen. Du kunne ringe til folk på deres fastnet, og så tog de den ikke. Så måtte man konstatere, at de ikke var hjemme. Hvis det sker i dag, så ringer man til hele netværket samt samtlige hospitaler i Nordeuropa. For hvis du
ikke tager din mobil, så MÅ der være sket en ulykke og/eller en forbrydelse. ”Jeg var ikke hjemme” er bare ikke godt nok.
Man kunne heller ikke se, om nogle skulle have ringet til dig. Indtil man opfandt den automatiske telefonsvarer. Et apparat med mini-bånd i, som man så kunne indtale en besked på. Det værste var, hvis nogen ringede og IKKE efterladte en besked. Så kunne man bruge timer på at tænker over, hvem der mon havde ringet til dig. Senere kom så ”Vis nummer” funktionen. Så slap man også for det. Ja, og man kunne lade som om, man ikke var hjemme, hvis det nu
lige var én, man ikke gad at tale med.
Det næste var så, at man kunne vælge ”skjul nummer” – og så var man lige vidt. Hvem fanden har ringet med skjult nummer? Det MÅ have været noget MEGET vigtigt. Så begyndte man at ringe rundt til alle mulige for at finde ud af, HVEM der havde ringet.
Vi burde alle have vidst, at vi var ude på et skråplan. Men så kom mobilen, og så har man bare ikke haft fred siden.
Men nu skal det være slut. Jeg vil kede mig og tænke. Jeg vil skide på din hund og dine fastelavnsboller. Jeg vil være sammen med mine venner – i virkeligheden. For jeg VED jo ganske udmærket godt, at jeg ikke har 212 venner i den virkelige verden. Måske har jeg 5…
Og jeg skal NOK tage telefonen, når du ringer eller sender SMS, for mit ur ryster, når du kontakter mig.
Hej. Jeg hedder Chrumme. Jeg har mobilitis – og jeg er pænt træt af det.

Top