Tyren fik røde ører mod flyvende lokalrival
nikolaj-zorko_RMB-herlev_10_011113_BP.jpg
Rødovre Mighty Bulls fik onsdag aften en kodyl endefuld af Herlev Eagels. Foto: arkiv
ishockey Katastrofalt, pinligt og elendigt er de ord, der bedst beskriver 3-8 nederlaget til lokalrivalerne fra Herlev Eagels.
Rødovre Mighty Bulls vs. Herlev Eagels
3-8
(2-4, 1-3, 0-1)

07:33 1-2 Nicklas Carlsen (Rasmus Astrup og Andrey Chistyakov)
14:22 2-3 Rasmus Astrup (Nicklas Carlsen og Andrey Chistyakov)
36:57 3-7 Morten Andreasen (Tobias Ruelykke og Mike Daugulis) PP1

00:22 0-1 Yannick Vedel (Brett Sonne)
01:54 0-2 Yannick Vedel (Lukas Lundvald Nielsen)
12:23 1-3 Kim Staal (Frederik Bjerrum og Thomas Søndergaard)
15:10 2-4 Thomas Søndergaard (Frederik Bjerrum og Kim Staal)
24:57 2-5 Benjamin Mauritzen (Brett Sonne og Yannick Vedel) PP2
27:55 2-6 Lukas Lundvald Nielsen (Brett Sonne og David Sätmark) PP1
32:56 2-7 Kim Staal (Thomas Søndergaard og Andreas Søgaard Jensen)
50:47 3-8 Yannick Vedel (Brett Sonne og Lukas Lundvald Nielsen) PP1

Udvisninger
RMB: 7x2min., 2x20min. (Carlsen og Bergholt) og 10min. (Sass) - HE: 2x2min.

Lad det være sagt med det samme. Rødovre Mighty Bulls led et æreskrænkende nederlag til Herlev Eagels.

På papiret var der ingenting at spille om for Herlev Eagels og Rødovre Mighty Bulls, der begge stod uden mulighed for at ændre deres placering i tabellen. Men når det gælder et lokalderby mellem Rødovre og Herlev, er der så meget andet en point at spille om.

Annonce

For langt de fleste spillere ender sæsonen om fire kampe, men enkelte spillere har dog niveauet og dermed også mulighederne for at gøre sig gældende andetsteds. Steffen Klarskov, Jannik Karvinen, Marco Illemann og Matthias Asperup har alle fundet nye klubber, og blandt de tilbageværende er målvogter Chris Carrozzi det varmeste emne. Til dagens kamp var der en cheftræner fra en klub i en stor europæisk liga for at tilse den canadiske målvogter, men Carrozzi blev taget af isen i anden periode med en redningsprocent på sølle 46, og den udenlandske træner må nok kigge sig om efter et andet emne.

Det var mildest talt en katastrofal begyndelse Rødovre Might Bulls fik på kampen mod lokalrivalerne fra Herlev Eagels. For ingen rødovrespillere havde været på is to gange, før Herlev havde nettet to gange. Første gang efter blot tyve sekunder, og uret havde endnu ikke rundet to minutter før den stod 0-2, begge mål blev scoret af Yannick Vedel.

Carlsen hejste flaget

Rødovres kaptajn hedder Nicklas Carlsen, og i dag viste den 26-årige rødovredreng hvorfor han har anførerrollen på holdet. En scoring og en assist bragte Rødovre tilbage i kampen, men Herlev var heller ikke færdige på måltavlen og første periode sluttede 2-4.

Kort inde i anden periode blev Sebastian Bergholt smidt i bad for en grim tackling i hovedet på en herlevspiller, og ved samme lejlighed fik Mads Carlsen to minutter for roughing, mens Herlev fuldstændig gik fri.

Først scorede Benjamin Mauritzen i tomandsovertal, og derefter scorede Lukas Lundvald kampens flotteste mål, da han skød pucken diagonalt op i sammenbøjning til 2-6.

Det blev 2-7 før Rødovres cheftræner Trevor Koenig tog aktion og skiftede Carrozzi ud med John-Lee Olsen. På daværende tidspunkt havde Herlev blot haft 13 afslutninger inden for målrammen.

Morten Andreasen reducerede til 3-7 som var stillingen ved pausen mellem anden og tredje periode.

Sammenlignet med de to forgående, var tredje periode aldeles målfattig, kun Yannick Vedel scorede, da han fuldendte sit hattrick, mens Rødovre endnu engang havde en mand i udvisningsboksen.

Top