Annonce


Bedre virksomhedsservice i samarbejde med fagforeningerne
læserbrev Ligesom mange andre af landets jobcentre er Jobcenter Rødovre i øjeblikket ved at styrke kontakten til virksomhederne.

Det giver god mening, for et godt samarbejde med arbejdsgiverne er en vigtig forudsætning for job til de arbejdsløse og praktikker mv. til de borgere, der ikke er klar til et ordinært job.
Jobcentret har formuleret en virksomhedsstrategi, der beskriver, hvordan virksomhederne kan bidrage til indsatsen for de forskellige målgrupper i beskæftigelsespolitikken.
Strategien indeholder mange gode pointer og initiativer, for eksempel en styrket opkvalificeringsindsats, tværkommunalt samarbejde og tværgående samarbejde med andre af kommunens forvaltninger i forbindelse med overholdelse af sociale klausuler ved udbud af offentlige opgaver.
Men der mangler en væsentlig samarbejdspartner i strategien, og det er fagforeningerne og a-kasserne.

Fællessamtaler
Jobcentret har i forvejen et godt samarbejde med mange af de faglige organisationer, fx i forbindelse med fællessamtalerne med de ledige. Det samarbejde kan udvides til også at omfatte et samarbejde omkring rekruttering til arbejdsgiverne.
Mange fagforeninger og a-kasser har gang i en omfattende jobformidling af medlemmer til de arbejdsgivere, de har overenskomst med. Det gælder selvfølgelig kun de rigtige fagforeninger, for de såkaldt ”tværfaglige” forretninger har ikke det samme tætte forhold til arbejdsgiverne.

Annonce

Gensidig hjælp
I flere kommuner har jobcentret og de faglige organisationer derfor indgået et samarbejde, hvor de hjælper hinanden med at besætte job. Det består typisk i en aftale om gensidig hjælp, hvis fagforeningen eller jobcentret ikke selv kan finde en kvalificeret ansøger til et job.
Samtidig kan kommunen som arbejdsgiver få hjælp af fagforeningerne til at rekruttere medarbejdere. I Rødovre samarbejder kommunen fx med FOA om at få besat vikariater på social- og sundhedsområdet.
Så der mangler lige et afsnit i jobcentrets virksomhedsstrategi om samarbejdet med de lokale fagforeninger og a-kasser om rekrutteringsindsatsen. Men det kan hurtigt skrives ind.

kommentarer

Top