Annonce
To velfortjente point til Tyren mod tophold
RMB-Odense_019_030117_BP.jpg

Ishockey, Metalligaen: Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs. Jonas Sass

Odense Bulldogs sejrsstime på 10 sejre blev brudt af et hårdt arbejdende Rødovre Mighty Bulls mandskab.

Rødovre Mighty Bulls vs. Odense Bulldogs: 2-1 (0-0, 0-1, 1-0, 0-0, 1-0) Straffe
37:43 0-1 Dale Mitchell (Andreas Pedersen)
58:57 1-1 Nicklas Carlsen (Matthias Martini Asperup og Jannik Karvinen) PP1
65:00 2-1 Rasmus Astrup

Udvisningsminutter
RMB: 2 – OB: 10

Skud
40-19

Tilskuere
784

Odense Bulldogs kom med al den selvtillid et ishockeyhold kunne ønske sig forud for en kamp. 10 sejre på stribe kronede december måned i det fynske, mens Rødovre senest fyrede cheftræneren på kampdagen efter en grufuld tid.

At Odense var et hold i topform var ikke til at se, for Matthias Asperup var fyr og flamme i kampens første minut, hvor han havde to store chancer, som burde være blevet vekslet til mindst en scoring. Sådan gik det ikke, faktisk endte første periode målløst, hvor Odense havde mest spil, var Rødovre klart det farligste hold, og havde dobbelt så mange skud på mål som fynboerne.

Anderledes forløb anden periode. Rødovre startede i overtal og sad på både spil og chancer, men de formåede aldrig at sætte pucken ind bag Tadeas Galansky i Odense-buret, i stedet scorede Dale Michell noget ufortjent ved anden periodes udløb.

Skuddene haglede ned over Odense Bulldogs i tredje periode, men Galansky fortsatte sit sublime målmandsspil, og afviste på akrobatisk vis afslutninger fra Asperup, Astrup og Klarskov mens Morten Andreasens kanonkugle tog indersiden af overliggeren. Det virkede en kende surrealistisk at se Rødovre spille så overbevisende, for så at blive fuldkommen afvist af en 24-årig tjekke i Odense-buret.

Der blev fuldkommen stille i skøjtehallen, da Marco Illemann fik et slagskud på siden af hovedet. Det så ganske alvorligt ud, og Illemann blev kørt på hospitalet, mens kampen fortsatte.

Med under tre minutter tilbage modtog Odense en udvisning, og Rødovre havde derfor gode kort på hånden for at få kampen i forlænget spilletid.
Først var Jonas Sass tæt på under mål, men Galanskys benskinne tog fra. Så skøjtede Asperup ind i Mike Daugulis og måtte forlade isen med, hvad der lignede en skade. Det var dog ikke mere alvorligt end at Asperup erstattede rødovre-målvogteren et halvt minut senere. Asperup modtog pucken og skød, igen afviste Galansky men til forskel fra tidligere stod den nyudnævnte kaptajn Nicklas Carlsen klar på riposten, og scorede med et minut igen, så kampen røg i forlænget spilletid.

Her var Patrick Rasmussen tættest på med et stolpeskud, men da ingen af holdene formåede at score, måtte kampen afgøres ved straffeslag.
Matthias Asperup brændte for Rødovre, mens Tony Romano scorede for Odense.
Derefter scorede Rasmus Astrup, mens Sebastian Strandberg brændte på Chris Carrozzi.

Jannik Karvinen brændte, og det gjorde Dale Mitchell også.

Så brændte Romano, Astrup, Grønvaldt, Chistyakov, Romano, Klarskov og Sterner før straffeslagskongen, Rasmus Astrup afgjorde kampen i Rødovres favør.

kommentarer

1 kommentar om “To velfortjente point til Tyren mod tophold”

  1. Rmbfan siger:

    God kamp idag af holdet , de lykkedes rigtigt godt med puck tjek, og fik hele tiden brudt Oik opspil , og så var der noget mere vilje end set længe 👍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top