Annonce
Maler sig ud af krigen
mohammad-syrisk-flygtning_003_100316.jpg
Mohammad Husam mistede alt i Syrien. Selvom han kun har været i Rødovre siden januar, er den tidligere malermester allerede gået fra praktik til ordinært job på Valhøjs Allé, hvor han i mere end én forstand starter forfra på livet som flygtning i Danmark. Foto: Brian Poulsen
velkommen til rødovre Han er flygtet fra en Verden i kaos og krig. Nu finder Mohammad fred i arbejdet som maler, og selvom det ikke altid er let at være syrisk flygtning i Rødovre, hjælper arbejdet ham gennem den hårde tid.

Han kan endnu ikke sproget, men han kan håndværket. Ret godt endda. Derfor gik der heller ikke mange uger før Viebke & West Malerfirma A/S fastansatte Mohammad Husam som maler.
I Syrien, hvor han er født og opvokset, havde han sit eget firma, men en krig og en flugt gennem Europa, gjorde det svært at tro på fremtiden.
Lige indtil Mattias Gudmundsson forleden dukkede op med en god besked.
”Som alle andre flygtninge står praktikophold først for døren, men Mohammad var så dygtig, at vi besluttede os for at ansætte ham efter få uger,” fortæller Mattias, der er projektleder i firmaet.
”Først troede de andre, at det var en vittighed, men fra dag ét tog de alle
pænt imod Muhammad, der også selv gjorde det umuligt ikke at kunne lide ham. Han er dygtig og venlig. Der er en sprogbarriere, men hvis man kan man male, så kan man male,” siger Mattias.

Savner sine børn
Der går ikke en dag, hvor Mohammad Husam ikke savner sine døtre. Men han ånder lettet op over, at de i dag er i relativ sikkerhed udenfor de værste kamppladser, mens han knokler med at lære det danske sprog og male sig ud af den krise, det er at se sit land blive smadret samt flygte uden venner og familie.
”Det gør ondt at tænke på, jeg ikke kan være sammen med dem, og der skal gå så mange år på grund af den nye lov om familiesammenføring, før vi kan ses. Det eneste jeg kan gøre, mens jeg venter, er at skabe et nyt liv her i Danmark,” får Mohammad forklaret til tolken af flere omgange.
”Allerede den første dag jeg trådte over grænsen i Danmark, kunne jeg se og mærke de muligheder, som folk giver mig. Alle har været meget positive, men det kan godt være svært at forstå kollegernes humor,” siger han efterfulgt af et lille grin, der fortæller, at tolken oversatte rigtigt.

Skulle slå folk ihjel
Det er noget nyt, at han griner. Mohammad har kun været i Danmark i fire
måneder, og kun boet i Rødovre siden januar. Som han selv ser det, havde han ikke noget andet valg end at flygte.
”Jeg blev indkaldt til hæren, men vil ikke være med til at slå andre mennesker ihjel. Jeg er maler. Derfor deserterede jeg og flygtede,” siger han og fortæller, at kollegerne i firmaet alle kender til hans historie, men ikke snakker så meget om det i dagligdagen.
”Der er især en der spørger til mig og hvordan jeg har det. Han er meget tålmodig,” siger Mohammad, der ikke er for stolt til at nå at sige tak til både tolk, journalist og malerfirmaet flere gange i løbet af den time interviewet varer.
”Jeg har mistet alt i Syrien. Jeg havde mit eget firma med flere mand under mig, og selvom det er svært at starte forfra fra bunden, så er jeg bare glad for at være i sikkerhed. Derfor vil jeg også gerne hjælpe andre flygtninge, der måske ikke har lige så nemt som mig med at få et arbejde i Danmark,” siger han og fortsætter:
”Det er vigtigt at få et arbejde. Man skal klare sig selv og man bliver glad ved at udføre noget, og så kan man også øve det danske sprog, som er virkelig svært at lære. Her hjælper kollegerne meget. Jeg er meget taknemmelig for den måde Rødovre har taget imod mig på, og for at jeg kan få lov til at lave det, jeg er god til. Nemlig at male. Jeg maler mig ud af krisen,” understreger Muhammad Husam.

Projektlederen Mattias (th.) mener ikke den sproglige barriere betyder meget, når bare man er god til sit håndværk. "Det er et samfundsansvar at hjælpe," siger han.

Projektlederen Mattias (th.) mener ikke den sproglige barriere betyder meget, når bare man er god til sit håndværk. “Det er et samfundsansvar at hjælpe,” siger han.

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top