Annonce
Fokus på Afrikas positive sider
WEB_udstilling_bibliotek_3.jpg
Borgmester Erik Nielsen fik overrakt et maleri af børnene fra Klub 27, med håb om at det kommer til at pynte på borgmesterkontoret. Foto: Red.
udstilling Klub 27 fra Hendriksholm Skole sætter fokus på Afrika i en ny udstilling på Rødovre Bibliotek. Borgmester Erik Nielsen indviede udstilling og han fik en modtagelse der selv ville have gjort Justin Bieber misundelig.

“Er det rigtigt at du er borgmester, hvor gammel er du og hvad hedder du rigtigt.” Begejstringen var stor og spørgsmålene mange, da borgmester Erik Nielsen i onsdags indviede en udstilling om Afrika i børneafdelingen på Rødovre Bibliotek.
Bag udstillingen står en række børn fra Klub 27 fra Hendriksholm Skole. Børnene fra fritidsklubben går i 3.- 5. klasse og de har siden januar måned arbejdet med kontinentet Afrika. Deres mange tanker og indtryk har de sidenhen fået ned på et lærred. Det er der kommet nogle rigtig flotte malerier ud af, men det var i første omgang ikke den farverige kunst der stjal fokusset, da udstillingen i sidste uge blev indviet.
For Erik Nielsen formåede, på trods af manglende borgmesterkæde, at fange børnenes opmærksomhed og inden længe var han omringet af spørgelystne og autografjagene børn fra Klub 27.
“Hvad hedder du rigtigt,” lyd det fra et af børnene. “Jeg hedder Erik og det er et rigtigt kongenavn,” forklarede borgmesteren, der også måtte sætte tal på sin alder.

Udfolder sig kreativt
Udstillingen blev efterfølgende officielt åbnet og Erik Nielsen fortalte børnene, hvor vigtigt det er at udfolde sig kreativt.
“Det er rigtig vigtigt, at man lærer at læse og skrive, men man skal også udvikle ens kreative side og det har I gjort her,” sagde han, inden han klippede den røde snor over og indviede udstillingen.

Lært meget
Afrika er et stort kontinent og pædagog i Klub 27 Anne-Pia Hansen ønskede at sætte fokus på nogle af Afrikas positive sider, så børnene ikke kun hører om død og ødelæggelse, når snakken falder på det varme kontinent.
“Man hører så tit om katastrofer, sult og indsamlinger til fordel for Afrika, og derfor ville vi med denne udstilling fokusere på Afrikas gode sider, såsom naturen og dyrene,” forklarer hun.
Og hvis man spørger børnene fra Klub 27, så har de lært noget om det kunstneriske projekt.
“Jeg ved meget mere om Afrika nu. Jeg har lært om kakaofrugten og noget om afrikanske danse,” siger Caroline på 11 år der til dagligt går i 5. klasse på Hendriksholm Skole.
Sara går to klasser under Caroline, men hun har også lært meget om landets kultur. Hun fremhæver selve udførelsen af malerierne som en sjov og lærerig udfordring.
“Vi skulle lave et fælles maleri og det var sjovt at samarbejde med andre om at male et billede,” siger hun.
Man kan se Klub 27’s ‘Afrika udstilling’ i børneafdelingen på Rødovre Bibliotek. 

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top